Takoyaki – japanske “æbleskiver”

Ordet æbleskiver er faktisk ret misvisende, for de japanske, runde dejkugler har kun formen tilfælles med vores hjemlige æbleskiver. Vi spiste dem i Tokyo denne sommer, men egentligt stammer de fra Osaka noget længere sydvestpå, hvor de vist især er festival-mad. I Osaka har de en hel del takoyaki restauranter i den gamle bydel. I dag er de populære i hele Japan og kommer du kun til Tokyo, skal du lede efter de små restauranter under jernbanebroerne, hvor der især er livligt efter mørkets frembrud.
Hvis du kan se en blæksprutte uden på en bygning, er det også et godt tegn på, at du har ramt plet. Ellers kan du – som med vores æbleskiver – købe dem på frost i supermarkederne.
Du kan heldigvis også lave dem selv, og som dansker har du den fordel, at du ikke først skal ud at investere i en takoyaki-pande. Den gode gamle æbleskivejern egner sig nemlig fortrinligt til formålet.

Til denne portion bliver der takoyaki til 4 personer:

Du skal bruge: 

500 ml dashi
2 æg
1 spsk soyasauce
250 gram hvedemel
300 gram blæksprutte (ottearmet)

Derudover får du brug for: 

Olie til stegning
2 finthakede fårårsløg
Revet bonito-flager
Japansk mayonaise (eller lav en alm. tynd mayonaise)
Okonomiyaki sauce

Sådan gør du: 
Kog blæksprutten i rigeligt vand til den er mør. Ca. 1 time pr kg. En klampert på 300 gram skal bare have 20-30 minutter og køle af i kogevandet.
Bland dashi med æg og rør soyasauce og melet i til du har en tynd, ensartet dej uden klumper.
Varm æbleskivepanden godt op og kom olie i alle hullerne. Fordel olien og hæld evt. resterende olie fra.
Fyld hullerne helt med dej. Kom et stykke blæksprutte i hvert hul og drys med finthakket forårsløg.
Vend takoyakierne som hvis du lavede æbleskiver.
Når de gyldne og runde serverer du dem med mayonaise, sauce og revet bonito.

Takoyaki

[adsenseyu1]

Written by

Finder du opskrifter på salater, desserter eller kager, har de som regel været under min kniv. Men jeg er også en ørn til pies, simreretter, ting der kan skæres i store tern og alt mad man kan drikke cava til.

No comments

Sorry, the comment form is closed at this time.

Top