HomePosts Tagged "sortkål"

sortkål Tag

Det er ikke ofte, at vi laver vegansk, men når det sker, er det ikke af ideologiske årsager, eller fordi vi er på kur. Vi gør det simpelthen, fordi det kan smage rigtigt godt. Ikke forstået sådan at alt vegansk smager godt, men det har bestemt sine lyspunkter indimellem. En sidegevinst er også, at man både er klimavenlig og venlig ved sig selv – og så er den glorie vist pudset færdig!

Kålsalat med sprøde kikærter er et godt eksempel på en ret, der på en og samme tid smager godt og er vegansk. Kålen der er brugt, er en palmekål. Man skal være lidt varsom med kål som salater. Rødkål, hvidkål, grønkål og rosenkål skal snittes meget fint, ellers er det lidt som at tygge drøv på en gammel papkasse fra Aldi. Spidskålen kan man være lidt grovere ved, men ikke meget. Palmekål (aka cavolo nero eller sortkål) kan næsten behandles som en almindelig salat. Det skyldes, at bladene ikke er så tykke som ved de øvrige kåltyper, undtagen grønkålen. Men grofthakket rå grønkål har en tendens til at stikke i ganen.

For at sparke lidt gang i palmekålen, er der kommet en dressing af tahin og hvidløg på, samt sprøde kikærter med masser af chili. Det giver en masse fedme, som veganske retter ellers let kan komme til at mangle. Den tahin der er brugt er fra Urtekram, hvilket efter min mening er den bedste – og tro mig, der er forskel. Den her smager af hvad det er – malende sesamfrø. Andre supermarkedsmærker kan godt være noget harske i det.

En lidt husmoderlig fordel ved denne salat er, at den holder sig godt i køleskabet, da salatbladene hverken bliver brune eller slatne. Faktisk smager salaten bedre efter et par timer på køl.

Hvis du ikke er helt mættet af and og andefedt efter julens strabadser, så er det her en opskrift lige for dig. Hvis det skal være helt klassisk, skal anden være akkompagneret af kartofler ristet i andefedt. Med julens overflod i klar erindring kan det måske være lige i overkanten. Derfor blev kartoflerne skiftet ud med den sidste rest sortkål fra vores urbane have. Se på den som en lun og fyldig salat til andelårene. For at balancere de fede andelår lidt, er det en god finte at dryppe lidt rødvinseddike over inden servering.

Confiterede andelår er comfort food, når det er bedst. Faktisk er det en af de få ting, der kommer direkte fra en dåse, som er værd at spise. Har man altid et par dåser confit de carnard stående, er der altid basis for et god måltid. Det er jo bare et spørgsmål om at have kartofler, sortkål, savoykål, puy-linser eller grønne bønner på lager. Det bedste er næsten, at man kan gemme fedtet fra dåsen og bruge det til at confitere andelår,  hele kartofler eller bare bruge det til at stege i frem for smør eller olivenolie.

Top