HomePosts Tagged "Smør"

Smør Tag

Det er en ubetinget luksus at starte en søndag morgen med nybagte scones og friskbrygget kaffe. At det så er en luksus, som tager i omegnen af 10 minutters arbejde, taler bestemt til brødets fordel. Selv hvis man er typen den kikser med drømmekagen eller bager klægt rugbrød, får man succes med scones. Den engelske klassiker har sikkert vundet sin hæder, fordi den nærmest ikke kan mislykkes. Dejen skal ikke hæve. Den skal ikke æltes. Til gengæld skal den spises lige fra ovnen med kold smør og (helst hjemmelavet) syltetøj. Lemoncurden – som mest smager af citronglasur – lader vi englænderne beholde.

Lad det være sagt med det samme. Ærter er ikke i sæson lige nu! Hvert fald ikke på vores breddegrader. Men dels havde vi en halv pose ærter på frost, der trængte til at blive spist, og dels fandt jeg nogle friske ærter på grønttorvet forleden, som godt nok kom fra noget sydligere himmelstrøg, og ærlig talt havde vi lige brug for at få et skud grønne vitaminer, efter en lang vinter på kål og rodfrugter.
Denne her er lavet på en blanding af friske og frosne ærter. Du kan selv vælge, hvad du bruger, men hvis du laver den til sommer, skal du helt klart gøre dig selv en tjeneste og lave den med de sprøde, danske ærter.
Vil du spice den mere op, kan du servere den med et pocheret æg eller lidt sprødt bacon på toppen. Det kommer vi let til at gøre, når der står suppe på menuen – fordi det smager så godt! Men det er altså også lidt det nemme trick, man altid kan fyre af – for pokker, alt smager jo godt, når bare der er bacon til! Derfor holdt vi os i skindet her, og lod ærterne få lov at spille hovedrollen helt uden indblanding fra dyreriget. Det kan den altså sagtens bære.
Spis godt brød til, så er der aftensmad på under et kvarter!

Der går en mindre tacobølge over verden lige for tiden, og vi er ikke sene til at hoppe med på den galej, så ikke sjældent kommer der tacos på menuen hos os. Dels er variationen uendelig og så er det bare sindsygt hyggeligt at komme alt muligt godt ned i de små tortillaer, og sidde og samle dem ved bordet. Man kan gå meget klassisk til værks og ende med noget, der smagsmæssigt ligger et godt stykke fra det køkken, vi normalt spiser, eller man kan prøve sig frem med nogle mere velkendte smagskombinationer.
Denne ret skulle være nogenlunde autentisk – (men ærlig talt, vi har aldrig været i Mexico, så det er lidt tvivlsomt at kloge sig alt for meget på, hvad der er autentisk og hvad der ikke er….)  og vi lavede den til et middagsselskab for noget tid siden, og senere har den sneget sig lidt i på menuen, som en stor favorit. Og det er en anden ting der er smart ved tortilla – det er fantastisk mad, når der er mange til bords. Bare lav en ordentlig stak tortillaer og 2-3 forskellige slags fyld, nogle forskellige tilbehør og en ordentlig bunke koriander. Så er der saml-selv mad, der rykker.
Vi laver selvfølgelig tortillaerne selv. Det er godt og rigtigt at bage dem med majsmel, men vi bruger som regel hvedemel fordi vi aldrig har masa harina på lager. Denne opskrift er super god og nem, så kør med den.

 

Tacos med gratineret laks

Ingredienser

  • 500 gram laks (helst et helt stykke)
  • 1 æggeblomme
  • Saften fra 1/2 citron
  • 1 jalapeno
  • Salt og peber
  • 2 dl smagsneutralt olie
  • 1 dl friskrevet parmesan

Sådan gør du

  • Kom laksen i et smurt ovnfast fad
  • Pisk en mayonaise ved at piske æg med salt, peber og citronsaft
  • Pisk olien i lidt efter lidt, til det emulgerer.
  • Kom finthakket jalapeno i
  • Tilsæt parmesan og rør rundt
  • Smør blandingen på laksen og bag den i ovnen ved 200 grader i ca 10 minutter
  • Server med det samme med frisk koriander, lime og guacemole
http://raavarecirkus.dk/tacos-med-gratineret-laks/

Morgenmad siges at være dagens vigtigste måltid. Det ved jeg nu ikke om er sandt, men jeg er af den holdning, at dagens første måltid skal og bør tages seriøst. Især hvis man har nogen man gerne vil forkæle eller gerne vil behandle sig selv godt.

Eggs Benedict er morgenmad i luksusklassen. English muffin med smør, pocheret æg, kogt skinke og hollandaisesauce med et solidt drys purløg. Så enkelt kan det gøres.

Navnet Eggs Benedict er der en vis uenighed omkring. Ifølge den mest populære historie, skulle det være Wall Street børsmægleren Lemuel Benedict, der med en seriøs gang morgentømmermænd var væltet ind på Waldorf Hotel. Her bestilte han smurt toastbrød, et pocheret æg, bacon og en “hooker” hollandaisesauce. Denne kombination skulle så være videreudviklet til versionen med en bolle og kogt stinke, fremfor toastbrød og bacon.

Top