HomePosts Tagged "Porrer"

Porrer Tag

For ikke mange dage siden var vi en tur på Manfreds. Faktisk har vi været på lidt af en Christian Puglisi tour de chambre, eller hvad man nu kan kalde det, når man inden for et overskueligt tidsrum har besøgt hhv. Relæ og Mandfreds.

På Manfreds er konceptet simpelt: Der er en 7 retters menu til 250 kr, det meste af maden er øko og grøntsagsbaseret, de små serveringer deler man ved bordet, og forvent ikke at blive eskorteret på toilettet af tjeneren. Det er muligt at få en “vinmenu” med tre glas til 250 kr., men vi havde noget af fejre og gik derfor efter nogle bobler (Casebianche, La Matta). Generelt skal man være glad for at opholde sig tæt på andre mennesker, da pladsen er så trang, at Bulgariske livstidsfanger vil opleve stedes som klaustrofobisk. Det ændrer dog ikke på, at maden er gennemført spiseværdig, og stemningen er i verdensklasse.

Den første ret, vi fik, var dampet porrer og noget mayonnaise-hejs. Oven på porrerne var det noget knasende noget og porreaske. Super enkelt og herre godt. Så godt at det skulle genskabes herhjemme.

I min verison bliver porrerne anrettet lidt mere posh end på Mandfreds, men retten er grundlæggende den samme. Som knas og kontrast til de bløde porrer, lavede jeg puffede vilde ris, da jeg ikke rigtigt kunne huske eller høre, hvad den flinke tjener sagde.

Herhjemme skulle der også drikkes bobler til, men det var i form af min egen hjemmelavede æblecider. Man kan selvfølgeligt drikke hvad som helst til, lige fra hvid Bourgogne , over lyse øl til gedetis, det er en smagssag (der er i øvrigt ingen sammenhæng mellem gedetis og min cider!).

Tartelet… Tyg lige på den… Tartelet. Det dufter og smager af forsamlingshus og vådt bølgepap. Det her indlæg handler overhovedet ikke om tarteletter, men definitionen af en tartelet er en lille åben tærte, mens en stor lav tærte på engelsk hedder en tart. En høj tærte med høj kant og evt. låg kaldes en pie.

Så ved du det. Faktisk er tærten en 4500 år gammel opfindelse, som egypterne lavede med havremel, figner og honning. Herefter var det grækerne, der tog over og lavede den tærtedej, vi kender i dag. Romerne huggede opskriften, og det var også de selvsamme imperialistiske sataner, der tog tærten med til England.

I middelalderen blev tærtedejen kaldt coffin (kiste eller kurv) og kunne som sådan ikke spises, da den var tyk og hård, men blev brug som en form for gryde. Dog var dejen ikke mere uspiselig end at tjenestefolk og fattige fik den serveret. Det skulle bare en lille opblødning til… Nam nam.

I dag er definitionen af en tærte rimelig bred, den kan være salt eller sød, høj eller lav, være uden og med låg, være lavet med mørdej eller butterdej. En tærte kan sågar være fyld i et dybt fad med et dejlåg. På den måde er tærten gastronomiens svar på De Radikale – et symbol på uhæmmet tolerance.

Åh ja, denne tærte blev til, da jeg lod mig inspirere af en stout øl jeg havde til overs fra en druktur, en rib eye fra dagen før, som nogen havde gemt bag den halvsure sødmælk, noget butterdej der var på ferie i fryseren og nogle af årstiden friske grøntsager…

Det her er en suppe af irsk oprindelse. Efter sigende skulle den stamme helt tilbage fra druidernes tid, men jeg synes nu at muskatnød lugter lidt af middelalder. Hvis du vil læse mere, kan du besøge denne side. Det er også her fra at jeg har “lånt” store dele af opskriften.

Uanset hvad, så er det en herregod suppe på grå og regnvåde sensommerdage, fugtige martsdage og ved generel forkølelse, evt. i kombination med lidt influenza.

Det sære navn Brotchán Roy er gælisk og betyde noget i retning af “kongesuppe”.

I de opskrifter jeg har set på det der på godt engelsk hedder “leek and oat broth”, som denne suppe også kaldes, skal der bruges “pinhead” havre. Pinhead betyder bare knækket. Jeg kunne ikke finde knækket havre og måtte derfor ty til havregryn. Men jeg skal helt sikkert lave suppen igen, når jeg får fat i knækket havre.

Dag fire på middags-eksperimentet, der undersøger, om man kan lave sunde, low-carb middagsretter, der tager hensyn til dyrevelfærd i en uge for under 150 kr. pr person. Vi kalder det “Cheapass”.

Denne ret favner hele pakken. Og dog. For der er jo det der med dyrevelfærd. Det er let nok at købe øko-æg. Men hvor pokker skaffer man græsk yoghurt fra køer, der med garanti har gået på græs?
Og nok kan man købe godt øko-svinekød efterhånden, men når det kommer til charcuteri (fancy ord for pølse, skinke og andre ting i samme boldgade)?
At skaffe god økologisk bacon er i sig selv en bedrift, men økologisk skinke synes at være en umulighed, hvis man foretager sine indkøb, der hvor 98% af befolkningen gør det.
Så med et lille undskyld til den gris, der måtte lægge lår til skinken, og til den ko, der efter et liv med kraftfoder og tætte naboer, har lagt yver til den græske yoghurt, kommer her en næringsrig, low-carb ret, der  i øvrigt smager sindsygt godt!

Top