Jeg siger det som det er, jeg bryder mig ikke særligt meget om italiensk mad. Det er nærmest helligbrøde, men jeg finder italiensk mad for pastatungt. Måske der er brug for en justering her: Jeg bryder mig ikke om pasta. Risotto, antipasti og secondo er
Jeg mener engang at have hørt, at stuvet kål var opfundet for at få datidens mænd til at spise kål. Det lyder i mine ører meget sandsynligt, da jeg ikke kender mange mænd, der ikke får en lille nostalgisk tåre i øjet, så snart snakken
En chowder er en suppe baseret på mælk eller fløde, der er tyknet med en roux. Den mest berømte chowder er en New England clam chowder. Andre chowdere er med fisk, østers eller grøntsager (primært majs). Historisk set har chowderen sin største udbredelse i New England
Brandade er en klassisk sydfransk sag, men versioner findes også i Spanien, Italien og Portugal. Kort sagt, så er brandade hvidløgs-kartoffelmos med klipfisk. Og det er netop klipfisken, der gør brandade til noget særligt.
Af en eller anden grund, virker klipfisk til at have et dårligt ry. Dybest set er det bare meget salt torsk, kuller eller hvilling (klipfisk har et saltindhold på mellem 16-22%), som man udvander, og som på mange måder kan bruge som almindelig torsk. Pga. af saltningen og tørringen har klipfisk et lavere vandindhold end friske torsk, hvilket får klipfisk til at smage lidt kraftigere. Se på klipfisk som på parmaskinke – hvilket jo også bare er en saltet og tørret skinke, og den er der ikke ret mange der har noget mod at spise.
Denne bearnaise-kartoffelsalat spækfyldt med estragon er håndsrækningen til alle, der er vilde med bearnaise, men som ikke gider eller kan lave den fra bunden selv. Den er super til sommerens grillaftener, og gør sig godt til grillede bøffer, pølser og helstegt kylling.
Den er ikke så god kold, smørret bliver lidt mærkelig. Men hvis du erstatter smørret med en halv dl olivenolie i stedet, kan du sagtens køle den ned, og gemme den til dagen efter.
Mens vi herhjemme nok spiser omkring 350 forskellige retter på et år, er det typisk afarter af det samme koldhævede flutes vi smider i ovnen, når vi bager brød.
Men gamle hunde kan godt lære nye tricks, så forleden vovede vi pelsen og gjorde brødet til æresgæsten ved middagsbordet.
Det kom der dette madbrød ud af, som blev så fint, at opskriften lige blive videreformidlet. Kartoflerne giver en super fugtig og lækker konsistens til brødet og timian en lækker smag. Og så holder det den gode konsistens i flere dage, og selv derefter er det godt at riste.
Lige om lidt er der nye, danske kartofler. Men mens vi venter på dem, er her en fin måde at spise de efterhånden noget gamle kartofler på. Most, vendt i æg og rasp og friteret.
De er ret lækre til gryderetter og simreretter, men fungerer egentlig til alle de bistroretter, du kunne finde på at servere fritter til.
Hvis du kommer til at lave flere, end du kan spise, er de vældig egnede til fryseren. Bare giv dem halv tid i den varme olie og køl af. Så er det bare at hive de froske croquetter op og smide dem i en balje varm olie næste gang, du får lyst til noget sprødt og salt.
Patata bravas er altid den tapas, vi først bestiller, når vi er i Spanien. Det er egentlig frygtelig simpelt, men der er bare et eller andet med de sprøde kartofler, den spicy bravas-sauce og den skarpe aioli, som bare er ualmindelig hyggeligt at sidde og hapse af.
På nogle tapasbarer blander de bravas-saucen med aioli eller serverer den uden aioli. Dertil er der bare at sige, at det skal de lade være med. Den er absolut bedst, når man får begge saucer til og selv kan sidde og dosere lidt.
Det er en af de få kartoffelretter, som kun bliver bedre med et glas cava til.
I Spanien er man glad for sin tortilla de patatas, som ret beset er en stor omelet eller æggekage bagt med skiver af kartoffel. Du kan få et lille stykke som tapas, en hel sydende pande på bordet til deling eller den kolde tortilla serveret som fyldet i en sandwich. Det er voldsomt godt alt sammen.
Tomatbrød – ristet brød gnedet med hvidløg, frisk tomat og olivenolie – er fast tilbehør i Catalonien, andre steder i Spanien kommer den med skiver af friskskåret skinke eller blot lidt friskt brød.
Sortfodsskinken er optional, og hiver du den ud af regnstykket, har du fantastisk vegetarisk ret. Men helt ærligt – du skal unde dig selv at slå et smut forbi en forretning, der kan skære dig nogle skiver af den bedste sortfods-skinke på hylderne.
Du kommer langt med serrano, men den spanske sortfodsskinke er en historie helt for sig selv. De kommer i mange prislejre og lige her hænger pris og smag fuldstændig sammen.
