Status: Man kan godt spise middag i en uge for 150 kroner

Sådan. Der er gået en uge, siden vi besluttede at prøve at leve for 150 kr. pr person, og det er tid til, at gøre regnskabet op. 

Indrømmet – det har ikke været den sjoveste uge i verdenshistorien, hvis man kigger på den med gastronomiske briller. Og det er noget forbandet snobberi overhovedet at sige det, og vi ved det godt. Men når man er vant til at ens middag er et af dagens højdepunkter (ofte bestående af en række små retter), at ens køleskab bugner mandag aften, efter en sjov shoppingtur i Torvehallerne søndag eftermiddag, at man liiige kan flikke en lille snack sammen til et glas cava eller bare lige daffe forbi sin grønthandel og købe friske krydderurter med hjem, så er det bare ikke det fedeste, når de muligheder (selvforskyldt) bliver frataget én.
Heldigvis har det været en travl uge på alle fronter, så tiden til at kaste sig over en 12-retters nynordisk gourmetmiddag, har heller ikke været til stede.

Jeg kender mange (=de fleste) for hvem, det næppe vil sætte de store bekymringer i gang, men herhjemme er mad en hobby. Det er lidt ligesom, hvis man altid har kørt en Ferrari, så føles det nok lidt tamt, pludselig at skulle køre i en Fiat Punto.  (Den sammenligning ved vi så i øvrigt ingenting om, men det er et gæt…)

Men maden var god – for det meste. Og hvis man hiver hobbyelementet ud af ligningen, har det været en stor succes. Maden var velsmagende, solid og vi holdt budgettet!

Vi måtte lige smide et par ekstra æg og et par løg ind i budgettet, som vi havde fejlbedømt, men til gengæld var der mad til overs flere af dagene.

F.eks. var der ret meget til overs af kyllingeretten med kikærter og kål, som vi faktisk spiste dagen efter, hvor vi spicede den op med gule rosiner, kanel, koreanderfrø og masser af olivenolie (som vi havde på lager) og det smagte helt fantastisk!

Grøntsagsfadet med feta kunne sagtens mætte fire personer frem for to.  Og ja, så var der meget minestrone tilbage, men det skyldtes vist, at det var en ualmindelig uinteressent ret. (Do not try this at home!)

Samtidigt er der stadig 1/2 selleri og et kvart savoykål i køleskabet tilbage efter ugens udskejelser.

dogmer

Det med dogmer
Og  hvordan gik det så med vores selvopfundne dogmer? Prisen har vi været omkring – budgettet holdt, og vi kunne lave mad i syv dage for under 150 kr. pr. person. Mange af dagene kunne vi oven i købet have inviteret gæster.
Generelt kan man sagtens lave mad til den pris – men jo flere øvrige dogmer, man hiver med ind i ligningen, desto sværere bliver det, at få regnestykket til at gå op.

Fisk og budget
Fisk og budget holder ikke en meter. Med mindre du spiser dåsetun og kippers eller er begavet med en bedre halvdel, der faktisk hiver fisk med hjem fra sine fisketure, skal du virkelig foretage nogle ofre, for at få fisk på menuen. Denne uge stod den på frosne sildefileter, der holder sig inde for budgettet. Det smager fint, er tiptop omega-agtigt.
Du kan også være heldig at skaffe frossen laks eller pengasius der holder sig inden for dagsbudgettet, men så gider vi heller ikke snakke kvalitet eller opdrætsvilkår!
Frisk fisk er en by i fucking latterlige Rusland, hvis du er på budget! Du får ikke meget fisk for en 20’er i en fiskeforretning. 

Økologi og dyrevelfærd
Du kan sagtens finde økologiske produkter, der koster det samme som de konventionelle, men i det store og hele, er øko bare lige lidt dyrere. Derfor bilder vi os ikke ind, at man kan spise fuldblods-øko på budget. Normalt er vi overhovedet ikke øko-hellige herhjemme. Vi græder sjældent snot over, at vore olivenolie er uden mærkningsordninger eller hvidløg har fået sprøjtegifte, selv om vi foretrækker dem uden. Ikke forstået sådan, at vi er tilhængere af sprøjtegifte og kemi, men det betyder bare ikke helt så meget for os, som at vores mælk kommer fra en ko, der har fået lov at leve et godt koliv. At forestille sig, at en gris skal leve sit liv på et tremmegulv og have liggesår for at vi kan spise flæskesteg er utænkeligt! Og når man har det sådan, så ved man godt, at kød koster mere end de der gule prismærkater på “2-ton hakkefars” i Bilka angiver.
Men hvis man nu anser kød som luksus, og noget man kun skal have lidt af,  kan man så alligevel holde den inden for budgettet?
Ja, sagtens! Men man skal væk fra det princip om, at kød skal være en bærende del af retten. En velfærdskylling, strukket ud over tre dage, var vores løsning i denne uge. Men er du begavet med en mand, der kræver bøf på tallerkenen, skal du enten overveje at justere budgettet eller skifte ham ud.
Æg, mælk og fløde kan du let skaffe i øko-varianten, men at trylle en øko-græsk yoghurt er noget nær en umulighed.

Det med LowCarb
Der er ingen tvivl om, at vi ville kunne lave suverænt mad for budgettet, hvis vi var ligeglad med dogmer. Skønne nybagte brød, nykogte, fluffy ris og smækre pastaretter kan alt sammen laves for et billigt budget og slå dødssyg minestrone og bagte grøntsager mange meter på velsmag. Men hvad så hvis man ikke lige synes, at ens kost skal bestå af 80% kulhydrat?
Vi er bestemt ikke bange for gluten eller for at blive kvalt i spaghetti, men har bare lige en periode, hvor vi synes, at vægten og blodsukkeret er lettere at holde på en low-carb diæt. Kan man stadig have det sådan, når budgettet er stramt?
Svaret er ikke et entydigt ja – det er faktisk ikke helt nemt, men dog muligt.

Opsummeret: 
Det er ikke umuligt at spise budget med dogmer – det kræver bare meget forberedelse og planlægning. Og at man har disciplin til at holde sig til planen.

Maden har været fin, men det har også været noget simpelt – og vi er nogle kilometer fra, hvad vi normalt ville spise.
Der har ikke været budget til så mange krydderier og krydderurter, så det mad vi har lavet, har været utroligt simpelt og uden de helt store armbevægelser. Hvis man nu måtte bruge af basislageret af lækre krydderier, nødder og tørrede frugter ville sagen måske være en anden.

Vi har ikke givet op, og tænker, at vi snart må prøve igen.

Share Post
Written by

Finder du opskrifter på salater, desserter eller kager, har de som regel været under min kniv. Men jeg er også en ørn til pies, simreretter, ting der kan skæres i store tern og alt mad man kan drikke cava til.

No comments

Sorry, the comment form is closed at this time.

Top