Somennudler med æg, rogn og grøntsager i tempura

Somennudler er lidt ligesom udon-nudler, bare meget tyndere, og ikke helt så saftige som deres fætre udon.
Til gengæld kan du købe dem tørrede herhjemme, og de er gode til at absorbere den smagsgiver man tilfører dem.
Retten her er ret almindelig som udon-version på nudel-barer i Japan, og har sikkert et navn på japansk, som jeg dog ikke er i stand til at fortælle mere kvalificeret om.
Japanerne bruger godt nok ikke stenbiderrogn, men derimod saltede torskerogn, som jeg ikke har set, man kan købe herhjemme. Vi havde til gengæld en rest stenbiderrogn på frost fra foråret, så det blev sådan i stedet.
Du skal naturligvis selv vende æggeblommen rundt i de varme nudler. På den måde får du en slags japansk carbonara.

Du skal bruge: 

  • En pakke somen-nudler
  •  2 forårsløg
  • 2 æggeblommer (fra et helt æg, ikke fra plastbæger)
  • 2 spsk rogn fra stenbider
  • 1 spsk. bonitoflager

Til grøntsags-tempura skal du bruge

  • 2 gulerødder
  • 1 løg
  • 1 æg
  • 3.5 dl.meget koldt vand
  • 3.5 dl.hvedemel
  • Lidt ekstra mel
  • 1 l. olie til fritering

Sådan gør du:
Hak forårsløg fint.
Kog somen-nudlerne efter pakkens anvisning. De skal kun have et minut eller to.
Skyl dem hurtigt i kold vand og kom dem i dybe tallerkner. Slå en æggeblomme ud i hver skål.
Læg en skefuld rogn ved siden af og drys med forårsløg og lidt bonitoflager

Bland det iskolde vand og ægget sammen og tilsæt mel. Rør kun lige melet i, så der stadig er klumper.
Varm olien op til 180 grader eller til at en lille klump dej flyder ovenpå med det samme, når det kommes i gryden. Middelhøj varme er passende.
Riv løg og gulerødder groft. Saml en klump med hænderne som du forsigtigt dypper i dejen, hvorefter du friterer dem til de er gyldne.

 

Somen

Written by

Finder du opskrifter på salater, desserter eller kager, har de som regel været under min kniv. Men jeg er også en ørn til pies, simreretter, ting der kan skæres i store tern og alt mad man kan drikke cava til.

No comments

Sorry, the comment form is closed at this time.

Top