I sig selv er brombær egentlig ikke noget at skrive hjem om. De er mest bare ret sure. Men så får de lov at hygge sig med lidt sukker, og vupti bliver de meget, meget mere spændende.
Lige nu kan du selv plukke dem, hvis du altså ikke bliver overhalet indenom, af alle de andre selvforsynere på tur. Skulle det ske, kan du heldigvis også købe dem friske i dit supermarked. Og i nødstilfælde, kan de også trylles frem af fryser-disken.
De her brombærtærter er nok nogle af de simpleste, du kommer i nærheden af. Massen består bare af brombær og sukker. Du er velkommen til at tilsætte vanilje, lakridspulver og alt muligt andet – men faktisk kan jeg nogen gange godt lidt, at tingene smager af det de er. Og brombær er i sig selv ret komplekse i smagen.
Du kan både spise dem lune og kolde, men da der er husblas i, skal de lige have lov at sætte sig inden de er klar til servering.
De smager forrygende med letpisket flødeskum rørt op med en spsk. flormelis.


Du skal bruge:

  • 150 gram mel
  • 2 spsk sukker
  • 125 gram smør
  • 2 æggeblommer
  • Evt 1 spsk vand.
  • 200 gram brombær
  • 100 gram sukker
  • 3 blade husblas

Sådan gør du:
Lav en sød mørdej, ved at blande smør, mel og sukker til en smuldrene konsistens,. Tilsæt æggeblommer og samle dejen – her kan lidt vand blive en nødvendighed.

Stil dejen på køl i en times tid, så den bliver koldere og lettere at arbejde med.
Imens kommer du brombær og sukker i en lille gryde sammen med vandet. Lad det simre indtil brombærrene er møre.
Kom husblas i en lille skål med koldt vand. Når det er opblødt og brombærrene lige under kogepunktet, kommer du husblasen ved og rører det godt rundt. Køl af.
Smør fire små forme – eller én stor. Rul dejen tyndt  ud og beklæd formene.
Kom et lille stykke bagepapir i hver form og læg en håndfuld kikærter/bønner eller bagesten i hver form. Sæt formene i ovnen i 10 minutter ved 200 grader, indtil den er gylden og let sprød. Vægten fra ærter/bønner/sten gør, at dejen ikke puffer op under bagningen.
Fordel brombærmassen i formene. Rul det resterende dej tyndt ud, og skær nogle lange strimler med en kniv, som du fordeler som et gitter over brombærmassen.
Sæt formene i ovnen igen – igen ved 200 grader. Bag til toppen også er gylden og sprød – ca. 5-10 minutter – men hold selv øje.
Drys med flormelis inden servering.
Server med letpisket fløde.

Små brombærtærter

[adsenseyu1]

Written by

Finder du opskrifter på salater, desserter eller kager, har de som regel været under min kniv. Men jeg er også en ørn til pies, simreretter, ting der kan skæres i store tern og alt mad man kan drikke cava til.

No comments

Sorry, the comment form is closed at this time.

Top