Sandwich med salatost, dadler og ristede cashewnødder

Vi boede engang i nærheden af Amagerbrogade. Det er nogle år tilbage, fra før trendy steder som Mayers Bageri og Cofoco Le Marché gjorde deres indtog på Amagers centralnerve. Det var dengang en restaurant i højere grad blev brugt til hvidvaskning af penge og ikke til at stille sulten hos gæsterne. De eneste steder der ikke kun skulle hvidvaske penge, var pizza/kebabskurer.

Gik man rundt på Frederiksberg på nogenlunde samme tidspunkt, vadede man knæhøjt i steder med sunde og lækre alternativer til den klassiske pizza eller kebab. Ikke fordi jeg på nogen måde undsiger mig kød på pind og runde tærter i firkantede æsker, men det er altid godt med et alternativ.

På Amager havde vi ét alternativ. Det var Organic Corner (nu Foodie) på Amagerbrogade 13. Her kunne man få chili con carne, vegetar-gryderetter og vegetar-sandwiches. Især en af sandwichene stod over de andre, indeholdende feta, dadler og ristede mandler. Brødet var groft og hjemmebagt. Vi var så store fans, at vi til sidst ikke skulle bestille, når vi kom der. Ejeren gik såmænd i gang med samle, ligeså snart han så vores glade ansigter.

Alle skal have glæde af, at smage den bedste vegetarsandwich på kloden, så hermed er opskriften givet videre. Denne opskrift er mandlerne i øvrigt erstattet med cashews (fordi det var det vi havde). Gør som du vil, begge dele kan anbefales. Den oprindelige sandwich er lavet med feta, men kan du ikke skaffe feta, kan du roligt bruge salatost. Den store forskel er, at feta-navnet er beskyttet af EU-lov og må kun laves i Grækenland, mens salatost kan laves alle mulige andre steder, men er grundlæggende det samme produkt (med mindre du er feta-aficionado). Det vigtige er at osten er i blokke og ikke i tern.

Lige netop de her sandwiches blev brugt til en picnic i Byparken i Ørestad, hvor cirkusdirektørerne og minimennesket, var afsted sammen med Thomas fra madetmere.dk, hans hustru og deres minimenneske. Og hvad skal man så drikke til? Vi testede i Byparken pangne og mojito og begge dele egner sig fortrinligt.

Opskriften er til 8 sandwiches.

Sandwich med salatost, dadler og ristede cashewnødder

Ingredienser

    Boller
  • 5 dl. vand
  • 25 g. gær
  • 170 g. rugmel
  • 450 g. hvedemel
  • 10 g. salt
  • 1/2 dl. olivenolie
  • 1/2 dl. vand
  • Fyld
  • 400 g. salatost i blok fra Taverna
  • En pakke feltsalat
  • 200 g. ristede mandler/cashewnødder, grofthakkede
  • 24 tørrede dadler, halverede
  • Olivenolie

Sådan gør du

    Boller
  • Udblød gæren i vandet
  • Tilsæt herefter de resterende ingredienser og gæt dejen grundigt - gerne på en røremaskine
  • Sæt dejen til hævning på køkkenbordet i 2 timer
  • Efter hævningen deles dejen i stykker á ca. 140 g.
  • Dejstykke rulles til en bolle og presses flad, så den kun er ca. 2 cm. høj og placeres på en stykke bagepapir
  • Lad bollerne hæve i 1 time på køkkenbordet
  • Forvarm imens ovnen til 200 grader
  • Efter hævningen blandes den halve deciliter vand og olie sammen til pensling og bollerne pensles
  • Bag bollerne i ovnen i 18-20 minutter i midten af ovnen
  • Samling
  • Halver bollerne og smør skærsiderne med lidt olivenolie
  • Skær salatosten i skiver
  • Herefter kommes fyldet i bollerne, i følgende rækkefølge: Salat, salatost/feta, dadler og nødder
http://raavarecirkus.dk/sandwich-med-salatost-dadler-og-ristede-cashewnoedder/

sandwichdadel1

Written by

Hvis du på denne side falder over en ret med hjerne, lever, hjerte, hale, tæer, hoved eller insekter, så er jeg sandsynligvis ophavsmand til den. Jeg er gastronomisk interesseret med en forkærlighed for det alle andre ikke vi have og i visse tilfælde afskyr.

No comments

Sorry, the comment form is closed at this time.

Top