Træt af falafler? Ej ikke rigtig. Lige for tiden står det på menuen én gang om ugen, så husets falafelmonster – aka Falke på 8 måneder – kan få dulmet sin trang til stegt kikærtemos. Så for at variere konceptet lidt, spiste vi dem forleden som en salat – hvilket fungerede så godt, at opskriften må gives videre. Og så er den fuldstændig vegansk – skulle du selv være af den politiske overbevisning eller få besøg af tante veganer-Ruth.
Denne salat skal du ikke lave i januar for eksempel. Den består nemlig af moden melon og røde tomater. To ting der mest kan trylles frem i sommerhalvåret.
Ingredienser
- 200 g. tørrede kikærter som har ligget i blød i 24 timer
- 2 fed hvidløg, presset
- 1 løg, finthakket/revet
- 1/2 citron, saft og skal
- 2 tsk. spidskommen, stødt
- 1 spsk. tørret koriander, stødt
- 1 spsk. paprika
- 1 spsk. cayennepeber
- 2 tsk. havsalt
- 1 stor dusk persille
- 1 bundt koriander
- 1/2 honningmelon
- 1 agurk
- 2 store tomater
- Lidt friske krydderurter - eks. mynte, oregano, koreander
- 1 dl kokoscreme
- 2 spsk peanutbutter
- Salt og peber
- Citronsaft
Sådan gør du
- Kom alle ingredienserne til falaflerne i en foodprocessor og blend til du har en jævn konsistens, der minder lidt om marcipan.
- Form dejen til kugler og steg dem i 180 grader varm olie
- Bland kokoscremen med peanutbutter og smag til med salt, peber og citronsaft.
- Skær tomat og agurk i skiver og læg dem på et fad
- Skær melon i tern eller brug et kuglejern og læg melon ovenpå salaten
- Krydr med salt og peber og dryp med lidt citronsaft og lidt olivenolie
- Fordel falaffelkuglerne ovenpå
- Drys friske krydderurter over og server med dressingen.