Salat med melon, agurk, tomat og gedeost

I et gammelt TV- program med med den engelske kok og TV-vært Rick Stein (fra den tid vi stadig havde et fjernsyn) lavede han i et afsnit fra Sydfrankrig en salat af melon, tomat, agurk og gedeost. Programmet har en del år på bagen, men herhjemme fangede vi den med det samme, og har siden lavet det hver eneste sommer. Også selv om den ene halvdel af husstanden har indført et forbud mod “frugt i mad”, er denne ret undtagelsen der bekræfter reglen, og må sågar serveres til aften, hvor den sagtens kan udgøre hele måltidet.

Sommer er kodeordet her, for det kræver en sprængmoden melon, røde, modne tomater og en saftig agurk. Med andre ord råvarer du ikke kan skaffe i hverken november eller marts.
Netop fordi retten er så simpel, består magien af de gode, modne og helt friske råvarer – og det gælder også de andre ingredienser på listen – en god olivenolie og friskplukket mynte er et must.

Oprindeligt lavede Stein den med frisk gedeost – men en klassisk gederulle kan gøre det samme.

Opskriften her er til to, og hvis du serverer et par skiver godt brød til, er der til en hel middag.

  • 1/2 moden galia melon
  • 1 agurk
  • 3 tomater
  • 1 lille rulle gedeost
  • En dusk mynte
  • 4 spsk olivenolie
  • 2 spsk hvidvinseddike
  • 1 tsk sukker
  • salt og peber

Sådan gør du:
Skræl agurken og skær den i helt tynde skiver. Fordel dem på det fad eller de tallerkner du anretter på. Skær melonen i både, og skær bådene i tynde skiver, og fordel melonen ovenpå agurkelaget. Skær tomaterne i tynde skiver og kom dem i et tyndt lag ovenpå. Skær gederullen i tynde skiver og kom et lag gedeost ovenpå grøntsagerne og melonen.
Lav dressingen af olivenolie, eddike, sukker og salt/peber og fordel den oven på salaten. Top med friskplukket mynte, lidt flagesalt og friskkværnet peber. Oh yeah…
Server retten som den er med friskbagt brød.

 

Written by

Finder du opskrifter på salater, desserter eller kager, har de som regel været under min kniv. Men jeg er også en ørn til pies, simreretter, ting der kan skæres i store tern og alt mad man kan drikke cava til.

No comments

Sorry, the comment form is closed at this time.

Top