Ferien er slut og det er ret snedigt, hvis aftensmaden ikke behøver tage 1 1/2 time at lave hver aften, har vi fundet ud. Og så er salater jo bare det nemme – sunde – trick til at komme ovenpå igen (Altså med mindre man har en lidt brovten livspartner, der mener at den slags er forbeholdt vegetariske kæledyr med lange ører)
Sådan nogen bor der ikke nogen af i vores husstand.
Lige nu er de danske fennikel helt friske og sprøde, og de gør sig rigtig godt som bund i en fyldig salat. Med fed avocado og saftige citrusfrugter udgør det en virkelig lækker salat, som man kan spise med lidt nybagt brød til.
Falder du i øvrigt over røde peberkorn en dag, så køb nogen til lager. De smager f.eks. virkelig godt ovenpå en salat som denne her.
Ingredienser
- 1 fennikel
- 1 rødløg
- 1 avocado
- 1 rød grapefrugt
- 2 appelsiner
- Et lille bundt dild
- Saft fra en citron
- En god sjat olivenolie
- Flagesalt
- Frisk peber - gerne rosapeber
Sådan gør du
- Skær fennikel og løg i tynde strimler og anret på et fad
- Skær skrællen af appelsin og grape og skær frugten i skiver - læg dem ovenpå
- Skær avocado i skiver og kom ved
- Dryp med olivenolie og drys lidt salt og peber over
- Hak lidt dild og kom ovenpå