Hjemmelavet rød karrypasta

Der er ikke noget i vejen for, at du køber din karrypasta i supermarkedet – men dels er det forbløffende nemt at lave den selv, og dels er det rart at vide, hvad der er i sin mad.
Der er vist lige så mange måder at lave karrypasta på, som der er thailændere i verden. Jeg følger altid en opskrift fra en rimelig autentisk thai-kogebog, som jeg erhvervede mig for år tilbage. Altså lige bortset fra, at jeg altid laver 1/10 del af portionen og halverer mængde af hvidløg. Der røg den autencitet….!
Den oprindelige opskrift indeholder helt horible mængder chili og hvidløg. Altså noget der ligner 8-10 gange så meget, som jeg kommer i her. Det skal du  selvfølgelig være velkommen til at gøre også, men jeg har bare en fæl fornemmelse af, at vores sarte danske smagsløg nok vil finde det lige friskt nok. Så jeg laver den altså lige med en neddosering af de to basisingredienser. Bare rolig, den bliver stadig stærk!
Rød karrypasta bør vist egentlig laves med thaichilier (birds eye) og den opmærksomme læser vil spotte, at det bestemt ikke er en sådan, der er at finde på billedet. Det skyldes såmænd blot, at birds eye (som er vældig stærke) er lidt svære at skaffe uden for asiatiske købmænd. Den chilisort, der er på billedet, er den klassiske røde supermarkedschili, som alle kan komme i nærheden af. Dyrker du chili på altanen, så bruger du bare dem i stedet. (Blot de er røde og nogenlunde spicy.)

Rød karrypasta er en instant-krydderblanding til alt muligt slags fisk, grønt og kød. Et par gode skefulde karrypasta og en dåse kokosmælk og vupti har du mad på 3 1/2 minut. Selve karrypastaen kan du gemme i køleskabet – fint i flere uger, hvis du kommer den i tætsluttende glas. Du kan også lave en stor portion og komme den i skoldede glas og henkoge pastaen. Så holder den i månedsvis.

Rød karrypasta

Ingredienser

  • 8 fed hvidløg
  • 1 lille løg
  • 6 birdseye chilier (Anden rød chili kan også gå...)
  • 6 tørrere røde chilier
  • 1 tsk salt
  • 1 spsk korianderfrø
  • 1 tsk sorte peberkorn
  • 1 tsk revet ingefær
  • 1 tsk rejepasta
  • 2 spsk olie

Sådan gør du

  • Rist koreander og peber på en tør pande, til det begynder at dufte
  • Kom dem i en foodprocessor sammen med de øvrige ingredienser og blend til du har en passende konsistens.
http://raavarecirkus.dk/roed-karrypasta/

roedcurry2

 

Written by

Finder du opskrifter på salater, desserter eller kager, har de som regel været under min kniv. Men jeg er også en ørn til pies, simreretter, ting der kan skæres i store tern og alt mad man kan drikke cava til.

No comments

Sorry, the comment form is closed at this time.

Top