Poulet à la Moutarde – kylling i sennep

Poulet à la Moutarde – eller bare kylling i sennep – lyder måske som en stærk ret, men det er det på ingen måde. Sennep direkte ud af glasset er, som vi kender det, ret stærkt. Men når man varmer sennep op, bliver smagen pludselig anderledes og mindre fyrig. Man er dog ikke i tvivl om, at der er sennep i saucen.

Jeg er lidt i tvivl om, hvor klassisk fransk denne verison af kylling i sennep er, men ikke desto mindre, smager og ser det ret fransk ud. Hvis du gerne vil gøre det hele endnu mere fransk, så laver du din kylling i sennep i kobbergryde og spiller Émile Vacher over anlægget.

Vælg kvalitet

Kylling i sennep er en ret simpel sag, så derfor er det endnu vigtigere, at råvarerne er af en kvalitet, man kan være bekendt. Dvs. at man ikke kommer langt med en pølsemandssennep og en papkylling til 35 kr.

Køb en god Dijon sennep og en økologisk eller frilandskylling, som har fået den fornødne tid til at vokse. De der vandede forvoksede 30 dage gamle monstre, smager af vådt bølgepap. Derimod smager en frilandskylling, der har vokset i 80+ dage helt anderledes godt.

Kig ind på Dyrenes Beskyttelses kyllingeguide. Her kan du bl.a. læse om transporttider til slagteriet, om der er adgang til udearealer og antal kyllinger på kvadratmeter hos forskellige producenter af slagtekyllinger.

Den eneste sande sennep er efter min mening fra Dijon. De der pølsemandssenneper, man kan købe i plastictuber, er ikke værd at putte på sin mad. Dem kan man i stedet bruge til at afsyre svejsninger med, men i maden skal det ikke.

Opskriften kalder på 3 deciliter fond. Med fond menes der kyllingeskrog kogt igennem nattens muld og mørke, ikke de der terninger med smagsforstærker.

Køber du en ordentlig kylling, bruger Dijon sennep og en fond, der rent faktisk har mødt en kylling, kan det ikke gå helt galt.

 

Poulet à la Moutarde

Ingredienser

    Kylling
  • 2 hele kyllingelår, delt i under og overlår
  • 200 g. champignon, skåret i kvarte
  • 2 løg, hakkede
  • 2 dl. Dijon sennep
  • 3 dl. kyllingefond
  • 2 spsk. cremefraiche
  • Olivenolie
  • Kørvel
  • 1 laurbærblad
  • Salt og peber
  • Linser
  • 150 g. puy linser
  • 1 løg, skåret i kvarte
  • 1 gulerod, skåret i mindre tern
  • 2 fed hvidløg, pillede
  • 1 laurbærblad
  • Olivenolie
  • Salt og peber

Sådan gør du

    Kylling
  • Start med at komme lidt olivenolie en en gryde og svits løgene i 5 minutter ved middel varme
  • Kom herefter champignon i og svits i yderligere 5 minutter
  • Imens smøres kyllingelårene godt ind i sennep
  • Fjern løg og champignon fra gryden, kom lidt mere olivenolie i
  • Brun kyllingelårene på alle sider i gryden
  • Tilsæt herefter fond, laurbærblad, løg og champignon og lad det hele simre i 40 minutter
  • Smag til med salt og peber, og pynt med kørvel
  • Linser
  • Kom alle ingredienserne, undtagen salt, peber og olivenolie ned i en kasserolle
  • Dæk linserne med vand og kog dem til de er møre, hvilket tager ca. 10-15 minutter
  • Dræn evt. overskydende vand og smag til med salt og peber, samt et pænt skvæt olivenolie
http://raavarecirkus.dk/poulet-a-la-moutarde-kylling-i-sennep/

kyllingmustard

Gem

Written by

Hvis du på denne side falder over en ret med hjerne, lever, hjerte, hale, tæer, hoved eller insekter, så er jeg sandsynligvis ophavsmand til den. Jeg er gastronomisk interesseret med en forkærlighed for det alle andre ikke vi have og i visse tilfælde afskyr.

No comments

Sorry, the comment form is closed at this time.

Top