PBX Laks – Fettuchine med røget laks

PBX Laks, PBX nudler, PBX Menu. Korrupt ret har mange navne. Retten her er vores fortolkning af den navnkundige ret, som fik sin berømmelse af de utallige tallerkner den gode Brixtofte på restaurant Sepp fik bragt til sit bord eller sit værelse med en hulens masse dyr og upassende rødvin til.
Du behøver ikke gøre den festlige Peter kunsten efter og servere dyr rødvin på magnumflasker til. En mindre pompøs flaske hvidvin vil være helt glimrende, for pastaretten er ret spicy, og du vil alligevel ikke kunne smage de dyre noter.
Selv om det er en noget fordansket pastaret, har pastaretten en helt særlig plads hjemme hos os – ja faktisk er det én af favoritpastaretterne.
Så lad os løfte glasset og sende Peter en venlig tanke, mens vi gufler en mundfuld lun fettuchine med spicy laks. Dine ambitioner var gode nok. Og om ikke andet, gav du os hvert fald noget at snakke om. Skål på den anden side!

  • PBX Laks – Fettuchine med røget laks

    Ingredienser

    • Et bundt forårsløg
    • 1 lille chili
    • 1 fed hvidløg
    • Lidt olienolie
    • 150 gram koldtrøget laks
    • 1 dl hvidvin
    • 1 fløde
    • Frisk pasta
    • Skallen af en citron
    • salt og peber

    Sådan gør du

    • Hak hvidløg, forårsløg og chili fint og sauter det i lidt olivenolie.
    • Hæld hvidvinen på. Lad det koge ind og kom så fløden ved. Lad det simre lidt.
    • Laksen skærer du i fine strimler og kommer ved i mindre bidder.
    • Smag til med salt, peber og citronskal.
    • Kog pastaen efter anvisningen og bland det med laksen.
    • Server med det samme med kold hvidvin.
    http://raavarecirkus.dk/pbx-laks-fettuchine-med-roget-laks/

Written by

Finder du opskrifter på salater, desserter eller kager, har de som regel været under min kniv. Men jeg er også en ørn til pies, simreretter, ting der kan skæres i store tern og alt mad man kan drikke cava til.

No comments

Sorry, the comment form is closed at this time.

Top