Sprøde puffede ris med timian-mayo

Herhjemme har vi en tradition, når der kommer gæster. Den hedder snacks.
Det handler i al sin enkelthed om at hugge hovedet af en flaske champagne med en sabel  – eller andet der bobler(!) – og servere lidt lækkert til at vække appetitten.

En af de absolutte blærerøvssnacks er “Pasfalls puf”. Opskriften er fra bogen ”Mit fynske køkken” af Thomas Pasfall. Lad mig et kort øjeblik lovprise Thomas Pasfalls madstil, der er en forening af danske (fynske) råvarer og franske tilberedninger, samt en smule innovation.

Puf er lavet af noget så dansk som risengrød… altså friteret risengrød… lavet på vand, ikke mælk… og med tang.
Til de puffede ris skal du  bruge

  • 1 dl. Grødris
  • 6 dl. Vand
  • Lidt salt
  • ½ blad nori tang
  • Olie til at fritere i

Til mayoen skal du bruge:

  • 3 dl. smagsneutral olie
  • En lille håndfuld frisk timian
  • En æggeblomme (evt. pasteuriseret hvis du vil have din mayo til at smage af fisk)
  • 1 tsk. sennep
  • 2 tsk. æbleeddike
  • 3 spsk. creme fraiche
  • Salt
  • Hvid peber

Sådan laver du puffede ris
Kog vandet op og tilsæt risene og skru ned på svag varme. Risene skal koge til de er møre, hvilket tager ca. 60 minutter

Når grøden er kogt færdig, tilsættes salt efter smag. Tangen smuldres, evt. i en blender og vendes i grøden.

Nu skal grøden smøres ud i et tyndt ensartet lag på en bageplade med bagepapir. Hele herligheden kommes i ovnen i ca. 45 minutter ved 140 grader.

Det er her vigtigt at grøden tørrer ud og ikke længere er fugtig. Hvis den er det, skal den have mere tid i ovnen. Ovnen må ikke varmes op til mere end 140-150 grader, da man ellers kommer til at brune grøden, og så vil den ikke poppe senere.

Efter tre kvarter skulle du gerne have en lys flage af indtørret risengrød. Ellers giv den lidt mere tid.
Lirk stille og roligt flagen af bagepapiret, da det har en tendens til at klistre lidt sammen.

Bræk den i mindre stykker – hvilket du nok allerede har gjort i processen med at lirke flagen af bagepapiret.

Varm 3 cm. lag olie godt op i en gryde. Start med en lille flage. Den skulle meget gerne puffe op med det samme. Hvis den ikke gør det er olien ikke varm nok.
Hvis flagen bliver mørk ret hurtigt er olien for varm. Flagerne skal beholde den hvide/lyse farve og være puffet helt op hvilket tager mellem 5 og 10 sek. Vend evt. flagerne undervejs. Smid dem på fedtsugende papir.

Sådan laver du timian-mayo
Lun olie og timian op ved lav varme i en gryde og lad det stå på varme i en time. Køl derefter olie og timian ned og si timianen fra og tilbage har du timianolie.

Lave en mayonnaise med timianolien ved at piske æggeblomme, sennep, æbleeddike, et nip salt og en knivspids hvid peber sammen.

Tilsæt dråbevis timianolie under konstant pisk. Når du kan fornemme at massen tykner, kan du tilsætte olien i lidt større mængder.

Når mayonnaisen er færdig, piskets creme fraichen i og der smages til med salt og peber og evt. mere æbleeddike, alt efter smag.

Mayoen kan bruges til hot dogs, burgere, smørrebrød og som dip til pommes frites og snacks

Puff

[adsenseyu2]

Post Tags
Share Post
Written by

Finder du opskrifter på salater, desserter eller kager, har de som regel været under min kniv. Men jeg er også en ørn til pies, simreretter, ting der kan skæres i store tern og alt mad man kan drikke cava til.

No comments

Sorry, the comment form is closed at this time.

Top