Onigiri – trekantet fastfood på japansk

Onigiri er navnet på japanernes mest intelligente fastfood. De trekantede hapsere kan du købe i enhver japansk 7eleven, supermarked og banegårdskiosk, og udgør en hurtig hapser på farten. På vores rundrejse fandt vi dog aldrig helt ud af, hvor japanerne rent faktisk spiser dem, for der er ingen (som i INGEN!) der spiser på gaden. Punktum! Onigiri er ris med lidt fyld i midten, omviklet med nori-tang. De minder lidt om en stor sushi, selv om det rent teknisk ikke er en sushi, da risene blot er kogte og ikke som til sushi vendt i en marinade. Fyldet varierer, men dem vi fik bestod som regel af tun fra dåse eller kogt krabbekød vendt i mayonaise eller en  tempurastegt reje på tværs. Japanernes ingeniørkunst er lysår foran vores. Ikke alene har de verdens hurtigste tog og toiletsæder med varme, sprøjtende vand og kunstig flush-lyd. De har også opfundet den indpakning, der gør det muligt altid at have sprødt nori-tang viklet om sin onigiri, selv om hapseren har været pakket i flere timer.
Tricket er vældig kompliceret plasticindpakning, der holder ris og tang adskilt, men som smyger tangen om risen, når man trækker i emballagen (kyndig 1,2.3 vejledning er fortrykt) og åbner den. Hvad angår indpakning vil vi ikke forsøge at gøre dem kunsten efter, men det er heldigvis rigtig let af lave onigirier alligevel.

Den trekantede form kan du enten lave i hånden, hvis du er lidt fingernem eller bruge en særlig onigiri-form. En sådan slæbte vi naturligvis med hjem. Det er også muligt at spise en onigiri, selv om den skulle være mere rund end trekantet…

Du skal bruge:

  • 1 portion kogt, afkølet japansk ris
  • 4 blade noritang
  • 1 dåse tun i olie
  • 4 spsk (japansk) mayonaise (som du kan købe i asiatiske supermarkeder. Vil du gerne vide hvad din mayo indeholder, laver du den selv!)
  • 1 finthakket forårsløg

Sådan gør du:
Bland tun med mayonaise. Form en håndfuld ris til en trekant (eller kugle) Lav en fordybning som du fylder med tun og forårsløg og dæk hullet til med ris. Skær tangen i lange strimler af ca 5 cm tykkelse og form en lille “frakke” som du vikler om hver trekant. Spis med det samme inden tangen når at blive våd.

OnigiriOnigiri-presse - need to have! [adsenseyu2]

Written by

Finder du opskrifter på salater, desserter eller kager, har de som regel været under min kniv. Men jeg er også en ørn til pies, simreretter, ting der kan skæres i store tern og alt mad man kan drikke cava til.

No comments

Sorry, the comment form is closed at this time.

Top