Nej, der er ikke noget der hedder nordiske tacos, men det lyder bedre end pandebrød med smelt.
Hvis nu et par gæve vikinger var sejlet til Mexico, plyndrede, stjal, dræbte og kidnappede et par mexicanske señoritas, så ville der måske være en sandsynlighed for, at noget der kunne kaldes nordisk taco…..
Hov, stop, holdt…! Der var engang nogle gæve vikinger, der tog til Mexico og plyndrede, stjal, dræbte og kidnappede et par señoritas. Da señoritaerne kom til norden, havde de ikke mango og chili, så de måtte bruge, hvad der var ved hånden: ølandshvede, smelt og grønkål. Og på den måde blev den nordiske taco til. Det er ikke noget jeg har fundet på, det står på en runesten i Bølling.
Ingredienser
- 5 dl. fuldkorns ølandshvede
- 5 dl. vand
- 20 g. gær
- 10 g. salt
- 200 g. grønkål, finthakket
- 2 spsk. rapsolie
- 1 spsk. æbleeddike
- 1 spsk. sennep
- Lidt salt og peber
- 200 g. smelt
- 2 dl. rugmel
- 1/2 liter neutral olie
- Salt
- Hjemmelavet mayonnaise
- Rød skovsyre
Sådan gør du
- Bland vand, gær og salt sammen og rør indtil gæren er opløst.
- Kom melet i og ælt i 20 minutter.
- Sæt dejen til hævning i 2 timer.
- Rul dejen ud, til den er ca. 3 mm. tyk.
- Udstik tacoerne med en skål der har din fortrukne tacostørrelse.
- Bag tacoerne på en forvarmet pande, til de er lysebrune, men stadig fleksible.
- Bland grønkål med det øvrige ingredienser og lad det stå i minimum en halv time.
- Varm olien op i en lille kasserolle.
- Bland smeltene med rugmel og lidt salt.
- Ryst det overskydende mel af smeltene og friter dem i olien.
- Når smeltene er lysebrune og sprøde, tages de op af olien og dryppes af på fedtsugende papir
- På hver taco kommes lidt grønkålssalsa, smelt, mayonnaise og pynt af med skovsyre.
Jens Sejer Johansen | 21. marts 2016
|
Jeg tror du har en trykfejl i opskriften. Du skriver 200g. SMAlt – det skal nok være smelt, Ellers risikerer du at folk putter coboltblå i 🙂
Imund Mikael Andreassen | Author | 21. marts 2016
|
Du har ret Jens, det er en trykfejl og det er nu rettet. Det kunne ellers blive nogle spektakulære tacos.