Det her er morgenmad, der giver hår på brystet, blod på tanden og får gæve mænd til at kæmpe til de når til Valhal. Kort sagt, det er rigtig mandemorgenmad (bortset fra de sarte urter og den sirlige anretning og måske også champagnen).

Når vi i den vestlige del af verden tænker på kød til morgenmad, er det nok oftest bacon, der er tale om. Jeg er selv vokset op på mormorfranskbrød og lammerullepølse. Men tatar som et nummer på morgenmadskortet, har jeg aldrig hørt om.

Det kan lyde lidt aparte med råt kød til morgenmad, men det fungerer ganske godt. Modsat bacon som er salt, røget, fedt og meget bastant (på den gode måde), er tatar meget let, frisk og raffineret og egentlig meget nænsom ved smagsløgene i de første timer efter en godt nats søvn.

Opskriften er til to personer, hvor der er regnet med 50 g. tatar pro pax. Er man til mere, skal portionen bare ganges op. Det eneste der tager lidt tid at lave, er rugbrødschipsene, men de kan laves dagen i forvejen, hvis man skal eksekverer morgenmaden i en fart.

Urterne der er kommet på, er dels noget vi havde stående i potter (estragon og rød syre) og dels noget vi har fundet i skoven (trekantet løg og strandportulak). Har du andet stående i vindueskarmen, i haven eller i køleskabet, så brug det. Det fungerer bare rigtigt godt med noget, der har en løget smag og noget, der er frisk og syrligt. Især strandportulak og tatar fungerer uovertruffet. Strandportulak har en frisk let saltet smag af agurk, som er en vinder til tatar.

Når der der tale om morgenmad, skal der selvfølgeligt drikkes kaffe til. Min kaffe er brygget på min nye chemex (lige som James Bond). Et glas champagne og/eller en whisky ville også klæde tataren.

Tatar med spejlæg

Ingredienser

    Rugbrødschips
  • 4 skiver rugbrød på 2 mm. tykkelse
  • Tatar
  • 100 g. tatar
  • 1 spsk. god olivenolie
  • Urter, f.eks. rød skovsyre, trekantet løg, estragon og strandportulak
  • Salt og peber
  • Spejlæg
  • 2 æg
  • 20 g. smør

Sådan gør du

    Rugbrødschips
  • Tænd ovnen på 100 grader og rist rugbrødsskiverne indtil de er sprøde, hvilket tager ca. 10 minutter
  • Tatar
  • Bland tatar med lidt salt, peber og olivenolien
  • Rens urterne for sand og jord, ved at komme dem i lidt koldt vand og tørre dem godt af bagefter
  • Spejlæg
  • Smelt smørret på en pande ved middel varme
  • Steg æggene på pande, indtil hviden på toppen af æggene er bleve fast - Brug evt. en udstikkerform, hvis du vil have helt runde spejlæg
  • Anretning
  • Fordel tataren på to tallerkener. Hvis det skal være rigtigt fancy, så brug en udstikkerform til at lave helt cirkelrunde tatarer.
  • Ovenpå tataren anrettes de forskellige urter
  • Ved siden af tataren kommen spejlægget, som drysses med lidt salt og peber
  • Server rugbrødschipsene on the side
http://raavarecirkus.dk/morgenmadstatar/

tartar1

Written by

Hvis du på denne side falder over en ret med hjerne, lever, hjerte, hale, tæer, hoved eller insekter, så er jeg sandsynligvis ophavsmand til den. Jeg er gastronomisk interesseret med en forkærlighed for det alle andre ikke vi have og i visse tilfælde afskyr.

No comments

Sorry, the comment form is closed at this time.

Top