Det er dælme godt nok sjældent vi køber sodavand. Det er da fint at nyde en cola en gang imellem, men for at være helt ærligt, at synes jeg at sodavand og saftevand på mere eller mindre daglig basis er både underlødigt, underklasseagtigt og helt og aldeles unødvendigt. (Hvem sagde snob?)
Drik nu noget vand til at slukke tørsten – eller danskvand, hvis du er glad for bobler. Eller kom frisk frugt, bær, mynte eller agurker i en kande med vand, hvis du synes, du trænger til lidt smag. Eller lav din læskedrik selv! Denne lemonade kan vælte enhver sodavand omkuld – og så tager det ikke mere end 10 minutter at lave en hel flaske, som du kan fortynde efter smag med vand eller danskvand.
Lemonaden her er lavet på blandede citrusfrugter, men den røde grapefrugt giver både den flotte farve og en fin bitterhed, som gør at voksne mennesker med normaltudviklede smagsløg også rigtig godt kan lide den. (Snob? Hvor?)
En festlig afen på altanen kan du også fortynde med tør cava eller hvidvin. Uh…eller tilsætte en sjat rom…

Lemonade med rød grapefrugt

Ingredienser

  • 5 dl sukker
  • 8 dl vand
  • Skal fra 2 citroner
  • Saft fra 2 citroner
  • Saft fra 2 lime
  • Saft fra 2 røde grapefrugt

Sådan gør du

  • Kom sukker, vand og citronskal i en gryde og kog til sukkeret er helt opløst.
  • Tag det af varmen og køl det lidt af.
  • Tilsæt saft fra citrusfrugter, si massen og køl helt af.
  • Fortynd med vand eller danskvand og server med masser af isterninger.
http://raavarecirkus.dk/lemonade-med-roed-grapefrugt/

lemonade1

Written by

Finder du opskrifter på salater, desserter eller kager, har de som regel været under min kniv. Men jeg er også en ørn til pies, simreretter, ting der kan skæres i store tern og alt mad man kan drikke cava til.

No comments

Sorry, the comment form is closed at this time.

Top