Lammeskank og salat med røde beder, gule mirabeller, blå ost og honning-mandler

Vejret i denne uge byder på regn og gråvejr. Sommeren er sendt på ferie og lige om hjørnet lurer efteråret. Men hey! Så er det igen til tid til at braissere ting og sager og simre kød i store gryder.
De her lammeskanke passer perfekt til det noget grå efterårsvejr, og kan du score et par håndfulde mirabeller og et par nyopgravede rødbeder, er du godt på vej med en salat, der passer til.
Der er mange mennesker der synes, at kød der skal have mere end 5 minutter på hver side, er aaaalt for besværlig på sådan en mandag, hvor man kommer sent hjem fra arbejde, (Kl 16.12) er udmattet fordi der var modvind (i metroen) og børnene hylede og skreg efter at være blevet børnehaven (Hvilket til gengæld plejer at være en seriøs underdrivelse).
Nå men det er da rigtig nok, at sådan nogle klamper her tager et par minutter at lave, men vi snakker altså ikke om at bygge Rom! Hvis nu mor putter lammeskankene i en gryde som det første, efter at hun har smidt jakken, tager det nøjagtigt seks et halvt minut før de står i ovnen, og  bare passer sig selv de næste 1 1/2 time. Så kan mor og far lege alfabet-bogstavrim og hinkelege med lille Alberte og Aston-Martin imens, og holde op med fortælle os andre, at børneopdragelse er et fælles ansvar for hele svigerfamilien, ejerforeningen og boldklubben. Men du er da velkommen til at lave en stor portion, nu du alligevel er i gang – og stille den på naboens trappe. 
God mandag!

Her er til to personer

Til lammeskanken skal du bruge

  • 2 lammeskank
  • 1 løg
  • 2 gulerødder
  • 1 fed hvidløg
  • 3 laurbærblade
  • 1 øl
  • Lidt olienolie

Til salaten skal du bruge

  • 2 rødbeder
  • 1 håndfuld mirabeller
  • 50 gram blå ost
  • 1 dusk rosmarin
  • 2 spsk honning
  • 1 håndfuld mandler
  • Olivenolie
  • Salt og peber

Sådan gør du:
Brun lammeskankene i en stor gryde i lidt olivenolie. Når de er godt brune tilsætter du hvidløg, løg og gulerødder i store tern og bruner dem med i et minuts tid. Tilsæt en øl og læg låg eller sølvpapir på. Lad det hele simre i ovnen i 1 1/2 time ved 170 grader.

Så til salaten…

Vask rødbeder godt og skær dem i ultra tynde skiver. Fjern mirabellernes sten – f.eks. med en kirsebærudstener – og del dem i to.
Anret rødbederne og fordel mirabellerne derpå. Smulr osten ovenpå.
Varm honningen op på en varm pande. Når den er flydende, kommer du mandlerne i og vender rundt til de er dækkede. Tag de honning-coatede mandler af og skil dem fra hinanden med to gafler. Når de er kølet af, hakker du dem groft.
Dryp salaten med olivenolie og drys med salt og friskkværnet peber. Hak lidt rosmarin og drys dem og de honningristede mandler ovenpå.

 

Lammeskank og rødbedesalat med mirabeller

[adsenseyu1]

Written by

Finder du opskrifter på salater, desserter eller kager, har de som regel været under min kniv. Men jeg er også en ørn til pies, simreretter, ting der kan skæres i store tern og alt mad man kan drikke cava til.

No comments

Sorry, the comment form is closed at this time.

Top