Lammelever med dukkah-panering og Johns tomatsalat

Lammelever er den absolut bedste lever, du kan smide på middagsbordet. Mere fast og meget mere delikat end f.eks, svine- eller kalvelever, som er mere almindeligt. Vi får vores lever leveret af vores faste kød-pusher, som oven i købet bringer ud.
Denne lammelever  er en af de nye leverfavorit-opskrifter. Er du kvinde, kan du vælge at spise lever en gang om ugen eller jerntabletter – du bestemmer selv!
Salaten har vi ikke selv fundet på. Det har derimod John, min – nu desværre afdøde – svigerfar, som ofte, når vi besøgte ham, serverede denne tomatsalat (eller hvert fald noget, der lignede rigtig meget). Den var selvfølgelig meget bedre end denne her, men her er det bedste forsøg fra vores køkkenbord.
Husk, at du skal bruge modne tomater – derfor hører salaten ingen steder hjemme i januar. Det er nu, leveren og tomaterne kalder…

Til leveren skal du bruge

  •  500 gram lammelever
  • En håndfuld mandler
  • 1 spsk spidskommen
  • 1 spsk koreander
  • 1 spsk sesamfrø
  • 1 tørret chili
  • Salt og peber
  • Olivenolie til stegning

Til salaten skal du bruge:

  • 2 store, modne tomater
  • En håndfuld modne cherrytomater
  • 1 lille blok feta
  • En dusk frisk mynte
  • 4 spsk olivenolie
  • 2 spsk balsamico
  • 1 spsk honning
  • salt og peber

Sådan gør du:
Start med at lave salaten: Skær tomater i skiver og læg dem på et fad. Læg de hele cherrytomater ovenpå.
Smulr fetaen og fordel på tomaterne.
Bland olivenolie, balsamico og honning og smag til med salt og peber. Fordel dressingen over salaten og fordel mynten over.

Lav først dukkhaen ved at riste mandler, sesamfrø, spidskommen og koreander på en tør pande.
Skær leveren ud i tykke skiver på ca 5 cm og vend den i dukkahen.
Steg stykkerne ca. 1 minut på hver side – måske lidt mindre – i varm olivenolie. Leveren skal være lys rosa i midten.

Lammelever med dukkah og tomatsalat

Lammelever med dukkah og tomatsalat

[adsenseyu1]

Written by

Finder du opskrifter på salater, desserter eller kager, har de som regel været under min kniv. Men jeg er også en ørn til pies, simreretter, ting der kan skæres i store tern og alt mad man kan drikke cava til.

No comments

Sorry, the comment form is closed at this time.

Top