Lammekoteletter med lun salat og kartoffelkompot med pecorino

Begrænsninger fremmer kreativiteten. Det er derfor, vi alligevel næsten altid får god mad, selv om der alvorligt trænger til at blive købt ind.
Denne aften havde vi hevet et par lammekoteletter op af fryseren, og ellers leget tøm-køleskabet. En sjov leg, hvor man pludselig får en stump pecorino, nogle kartofler og lidt rødløg til at blive til et herregodt måltid.
Salaten er så fantastisk, at den har fået sit helt eget indlæg. Den er nemlig så laber, at du kan spise den for sig selv, f.eks hvis du holder kødfri dag.

  • 2 store eller 4 små lammekoteletter
  • 300 gram kartofler
  • 100 gram pecorino
  • 2 spsk olivenolie

Sådan gør du: 
Kog kartoflerne møre i saltet vand. Du behøver ikke skrælle dem, bare rense dem. Hæld vandet fra og mos dem groft med en gaffel. Riv pecorinoen fint og kom den ved kartoflerne sammen med olivenolie. Bland det rundt til osten smelter og smag til med salt og peber.
Koteletterne krydrer du med salt og peber og steger dem på en meget varm pande 3-5 minutter på hver side. Steg gerne fedtkantet først.
Server lammet med kartoffelkompotten og en lun salat med feta og karamelliserede rødløg.

[adsenseyu1]

Written by

Finder du opskrifter på salater, desserter eller kager, har de som regel været under min kniv. Men jeg er også en ørn til pies, simreretter, ting der kan skæres i store tern og alt mad man kan drikke cava til.

No comments

Sorry, the comment form is closed at this time.

Top