Kyllingetacos med mole negro og tomatsalsa

Mole negro er en mexicansk sort sauce (deraf navnet), som spises til kylling. Her er der mere tale om en langtidssimret gryderet, der bliver hældt i stak tacos sammen med en krydret tomatsalsa. Opskriften er en tilpasset udgave fra Ægte Mexicanske Tacos, som er en ret fin introduktion til tacos, der rækker lidt længere end hakket oksekød og dåsemajs.
Mole negro er frygtelig vanedannende og egentlig ikke så besværligt, som det lyder, selv om ingredienslisten er lang. Resultatet bliver en varm, krydret og spicy cremet sauce med stykker af saftig kylling. Her har vi serveret det med en ristet tomatsalsa.

Til mole negroen skal du bruge: 

2 kyllingelår eller
3 spsk olie
3 habanerochili – eller tilsvarende
1/2 liter varm hønseboullion
1 løg
5 fed hvidløg
2 tomater
2 spsk rosiner
6 svesker, grofthakket
1 tsk tørret oregano
1 tsk tørret timian
1 dl mandler
1 spsk sesamfrø
1 spsk græskarkerner
25 gram mørk chokolade

Til tomatsalsa skal du bruge
250 gram cherrytomater
1 lille løg
1 fed hvidløg
1 lille chili
Salt

Derudover skal du bruge

En stak frisklavede tacos
Limebåde
Rødløg i skiver

Sådan laver du kylling mole negro:
Rist chilierne hurtigt i lidt olie på alle sider. De må ikke branke!
Hæld den varme boullion over, og lad det hele stå og trække en halv time. Blend så det hele med en stavblender, til du har en glat væske.
Hak løg og hvidløg og sauter det i en dyb pande. Tilsæt rosiner og svesker sammen med oregano og timian og lad blandingen simre i nogle minutter. Kom det hele ned til chili-væsken og blend yderligere.
Rist mandler, sesam og græskarkerner på en tør pande til det begynder at dufte. Kom også dem ned i væsken og blend til du har en jævn blanding.
Steg kyllingerne gyldne i lidt olie. Når de har fået farve på alle sider tilsætter du din chili-blanding og evt mere vand, så det dækker. Lad retten småsimre i en times tid til kødet falder fra benet.
Tag kyllingestykkerne op og pluk kødet af med to gafler. Kom kødet tilbage i gryden og skru lidt op for varmen. Lad det simre til retten er kogt godt ind. Hak chokoladen og kom den i. Smaf til med lidt salt.

Sådan laver du ristet tomatsalsa:
Halver tomaterne og kom dem i et ovnfast fad med hvidløget,  løget og chilien. Vend det hele i lidt olie. Bag fadet i ovnen ved 220 grader til tomaternes skal brister.
Blend hele balladen med en stavblender og smag til med salt.

 

kyllingetacos med mole negro

 

[adsenseyu1]

Written by

Finder du opskrifter på salater, desserter eller kager, har de som regel været under min kniv. Men jeg er også en ørn til pies, simreretter, ting der kan skæres i store tern og alt mad man kan drikke cava til.

Latest comments
  • Ser super lækkert ud! Hvor mange personer er opskriften beregnet til, og hvis man bruger alm. kyllingebryst i stedet for, hvor meget tror du så man skal bruge?

    Mvh. Christine

Top