Krydret lam med perle couscous

Denne ret lavede vi for snart nogle uger siden, men den var så ualmindelig god, at jeg går lidt rundt og overvejer, om vi ikke skal lave den igen. Og det der med at gentage retter er ellers ikke noget vi praktiserer alverden her i huset, så det siger et og andet.

Vi er glade for lam herhjemme og mad, der smager af Marokko: Mørt lam, krydret cous cous, friske krydderurter og harissa….yes sir! Er ikke sikker på at kolde øl vil gå alle steder i Marokko, men på vores breddegrad er det en sublim tilføjelse.

Basis er krydret perle cous-cous, som er lavet af durumhvede, og minder om bittesmå pastakugler. Er man typen, der ikke gider bruge mange minutter på at lave aftensmad, skulle man tage at kigge lidt på dem, for så kan man lave en lækker, mættende salat på 10 minutter. Bare smid noget hakket løg, chili, forårsløg, tomat, feta, peberfrugt eller noget ottende ved.

Her er de egentlig tilberedt lidt ligesom en risotto – først har de suget en masse fedtstof of krydderi, og så har de langsomt suget et masse væske til sig under omrøring – på den måde ender de med en konsistens, der er lidt mere fugtigt, end hvis man bare koger dem og dræner dem.

Kødet er tørmarineret med koriander og spidskommen, stegt på panden og skåret ud i skiver efter det har trukket lidt. Jeg mener der var ca 200 gram kød til to personer her – og når det hele er så krydret og fuld af smag, så er det altså mere end rigeligt. Vi serverede det hele med en klat drænet yoghurt.

Den fine skål er i øvrigt fra Morrocoan decor på Vesterbrogade – den fåes i et hav af varianter og jeg er ret vild med den!

Indlægget er udgivet i samarbejde med Al`Fez 

 

Krydret lam med perle couscous

Ingredienser

  • 2 stykker lammeculotte
  • 2 spsk koreanderfrø
  • 1 spsk spidskommen
  • 2 fed hvidløg, finthakket
  • 1 stort løg, finthakket
  • Olivenolie
  • 1 rød chili
  • Salt og peber
  • 1 spsk harissa
  • 200 gram perle cous cous
  • ca 4 dl vand
  • En håndfuld hakket persille
  • 1 lille håndfuld hakket frisk koriander
  • Lidt frisk mynte
  • LIdt frisk oregano

Sådan gør du

  • Kom koreanderfrø og spidskommen på en pande og varm til det dufter
  • Rids fedtkanten på kødet og gnid det med krydderierne - lad det trække mindst en time
  • Kom olie på en pande og steg løg og hvidløg til de begynder at falde sammen
  • Tilsæt finthakket chili
  • Kom harissa på og derefter perle cous cous og vend det hele godt rundt.
  • Tilsæt vand så det dækker og lad det hele simre ved medium varme i 10 minutters tid - tilsæt mere vand hvis det koger tør.
  • Når cous cousen er mør, er den klar. Er der mere væske, så sluk for varmen og lad den stå og trække i fem minutter.
  • Steg fedtkanten på kødet ved høj varme på en pande og vend derefter kødet, så det får stegeskorpe på kødsiden også.
  • Steg videre ved lav varme i 10-15 minutter (afhængig af størrelse) kødet skal have en kernetemperatur på ca 65 grader - brug et kødtermometer.
  • Lad kødet hvile i 10 minutter inden du skærer det ud.
  • Server med frisk mynte og frisk oregano.
http://raavarecirkus.dk/krydret-lam-med-perle-couscous/

lam1

Share Post
Written by

Finder du opskrifter på salater, desserter eller kager, har de som regel været under min kniv. Men jeg er også en ørn til pies, simreretter, ting der kan skæres i store tern og alt mad man kan drikke cava til.

No comments

Sorry, the comment form is closed at this time.

Top