Vi har en halvgammel hvid perserkat der hedder Yoda…Og nej, dette er ikke en opskrift på “Yodas tunge”. Det er derimod et nynordisk take på den gamle – og ikke helt velsmagende – Toms klassiker; kattetunger. Hertil hører en mindre fortælling:

For nyligt blev vi inviteret til et promotionarrangement for chocokoladefirmaet Chocolate and Love og Is fra Skarø. Dette faldt sammen med et næsten ligeså nyligt besøg på en restaurant med et meget tydeligt nynordisk islæt. Sammenfaldet mellem de to kulinariske udflugter, blev hovedinspirationen til dessertsnacken kattetunger.

Egentligt er det ikke vores intention at agere medie for usympatiske pengegriske opportunister, hvis eneste mål er at flå den almindelige forbruger for alt hvad de er værd. Og derfor var det med en vis skepsis at vi drog af sted til indre by, men i det mindste var der udsigt til smagsprøver.
Det interessante var dog, at de mennesker vi stod overfor, bestemt ikke var usympatiske, pengegriske eller opportunister. Det var mennesker der ligesom mange af os madnørder, brænder for gode råvarer og etik forbundet med produktion af disse råvarer.

Skotske Richard O’Connor præsenterede de økologiske og fairtrademærkede chokolader fra Chocolate and Love. Under præsentationen, med en meget sympatisk gennemgang af andre nicheproducenters chokolader, var der (og ikke helt uvæsentligt) smagsprøver. Den første var også aftenens bedste chokolade. Det var en chokolade med havsalt. Salten gjorde at den absolut anvendelig i den ikke så søde del af køkkenet.
En øjenåbner var de ligheder der er mellem de små chokoladeproducenter og små kaffeproducenter som The Coffee Collective samt mikrobrygbevægelsen for tiden anført af Mikkeller. Der er i alle tre tilfælde tale om folk der kæmper for at hæve standarten indenfor hver deres felter.

Med den salte Sweet Sea chokolade i hånden og en nynordisk restaurantoplevelse i den nære erindring, lå det nærmest lige for at dyppe sprødstegt kyllingeskind i chokolade.
Det er nok aldrig noget der rigtigt slår igennem på Toms fabrikker, men godt er det. Det fede, sprøde skind klæder den let søde og bitre chokolade.

Vælg en chokolade med salt – vi brugte Chocolate & loves sweet sea med havsalt.

Du skal bruge:

  • Kyllingeskind fra bryststykket
  • 50 g. Sweet Sea chokolade fra Chockolate And Love

Sådan gør du:
Find to ovnfastefade der kan gå ind i hinanden og beklæd dem med bagepapir. Bred kyllingeskindet ud på et skærebredt og skær det i aflange stykker a la kattetunger.

Læg kyllingeskindet mellem bagepapiret og bag i ovnen ved 150 grader. Det tager mellem 30 og 45 minutter, måske længere. Hold øje med skindet undervejs. Pointen er at det skal være sprødt uden at branke.

Når kyllingeskindet er sprødt, tages de ud af ovnen og afkøles. Imens hakkes al chokoladen fint og halvdelen smeltes i et lille vandbad ved lav varme. Når chokoladen er smeltet, hældes den over den resterende chokolade og der røres til det hele er smeltet.

Pensel nu chokoladen på halvdelen af hvert af de afkølede kyllingestykker og lade chokoladen størkne, Helst så chokoladen ikke røre nogen overflade. Det giver det pæneste resultat.

Nu kan du servere dine nynordiske kattetunger til svigermor, næste gang hun kommer forbi. På den måde er der en overhængende sandsynlighed for at hun ikke kommer igen.

Share Post
Written by

Hvis du på denne side falder over en ret med hjerne, lever, hjerte, hale, tæer, hoved eller insekter, så er jeg sandsynligvis ophavsmand til den. Jeg er gastronomisk interesseret med en forkærlighed for det alle andre ikke vi have og i visse tilfælde afskyr.

No comments

Sorry, the comment form is closed at this time.

Top