Kartoffelblinis med stenbiderrogn og lynsyltede løg

Blinis med stenbiderrogn er en skøn snack til et glas vin, eller en sublim forret. Men er man tosset med stenbiderrogn, skal man mindst en gang i sæsonen få dem helt ud af systemet og købe 200 gram rogn hjem, og nyde dem som et helt måltid med masser af tør cava eller champagne.
Her er de klassiske blinis afløst af velsmagende og lidt tungere kartoffelblinis. Opskriften er lånt fra Gastro, som har lånt den fra Ervin Lauterbach, som har lånt den af…Ja vi må jo alle låne os lidt frem.

Først og fremmest: Der er ingen sammenligning mellem de naturligt røde stenbiderrogn og de såkaldte kaviar på glas som står i supermarkedets køledisk mellem karrysild og makrel i tomat. De sidste er det vi kender fra forsamlingshusklassikere som rejecocktail og iskolde torskeruller, hvor det udgør det farvestrålende pynt mellem citronskiven på sned og dildkvisten.

De fine små “rogn” er i øvrigt udvundet på tang, og er et sjovt dansk produkt, som faktisk har sin helt egen berettigelse, hvis man indser, at det ikke at er alternativ til de rigtige rogn.

Stenbiderrogn er rogn fra en rigtig fisk, og fra februar til langt hen på foråret bugner de hos fiskehandleren ved siden af de udmagrede og udtjente stenbiderhunner, som oftest ender som røgede fisk.
Resten af året kan man tit købe rognene på frost. Det er  ikke helt det samme, selv om det går an, hvis man har rogn-cravings.
Rognene er fantastisk – lette, friske og sjove små kugler der popper i munden. Det er ikke et alternativ til de rigtige stør-rogn. Stenbiderrogn er sin helt egen og på mange måder mange gange bedre end de eksklusive fætre fra Rusland, Frankrig eller Iran. Blinis med stenbiderrogn, fuldfed cremefraiche og finthakket rødløg er den klassiske kombination, som aldrig går af mode. Her er de bare lavet med lynsyltede løg, som er et fantastisk alternativ, hvis du lige har lidt ekstra tid.

  • 250 g kogte kartofler
  • 2 æg
  • 1/2 løg i tynde skiver
  • 1 1/2  spsk. kartoffelmel
  • 1 tsk. bagepulver
  • 1⁄4 revet muskatnød
  • Revet skal og saft fra 1/2 citron
  • 1/2 dl fløde
  • 15 g blødt smør
  • Salt og peber

Til de syltede løg skal du bruge

  • 1/2 løg
  • 2 tsk. æbleeddike
  • Et nip salt
  • Et nip sukker

Derudover skal du bruge

  • 100 gram stenbiderrogn
  • Dild
  • Cremefraiche
  • Hakket

Sådan gør du:
Kog kartoflerne og mos dem fint. Rør mosen med resten af ingredienserne til en lind dej.
Smag til slut til med havsalt og groftkværnet peber.
Varm en pande op med en spefuld smør.
Læg små klatter af dejen på panden og steg dem gyldne på begge sider som små pandekager.
Er mosen lidt for udflydende tilsættes lidt mere kartoffelmel.

De syltede løg laver du ved at hakke løget fint. Vend det med edike, sukker og salt og lad det trække en halv time.

Anret en lille klat cremefraiche, en stor skefuld rogn og lidt syltede løg på hver blinis. Pynt med lidt dild og server.

[adsenseyu2]

Written by

Finder du opskrifter på salater, desserter eller kager, har de som regel været under min kniv. Men jeg er også en ørn til pies, simreretter, ting der kan skæres i store tern og alt mad man kan drikke cava til.

No comments

Sorry, the comment form is closed at this time.

Top