Kanelsnegle i vaffeljern

Siden det belgiske vaffeljern blev introduceret til husstanden i december, har vaflede ting og sager regelmæssigt været på menuen – og ja Mikael, vaffeljernet er virkelig et fabelagtigt instrument.
Disse vaflede kanelsnegle er intet mindre end et genistreg. De florerer på amerikanske blogs, så da vi brændte inde med en halv portion sød gærdej forleden, var husets vaffelaficionado ikke sen med at hente vaffeljernet frem.
Rigtige belgiske vafler er egentlig lavet på gærdej, og derfor kommer de i konsistens til at minde ret meget om de originale – sådan lidt sprøde og seje i det. Og så forestil dig lige hvordan en belgisk vaffel med swirls af kanelremonce smager….Jep!

 

Du skal bruge:

2 dl koldt vand
3 dl yoghurt
50 g gær
2 æg
1 kg hvedemel
150 g sukker
15 g havsalt
12 g stødt kardemomme
150 g smør

Remonce

  • 150 g smør
  • 3 dl brun farin
  • 1,5 spsk kanel

Derudover skal du bruge

  • Smør til at pensle vaffeljernet
  • 2 dl flormelis
  • 3 spsk varmt vand

Sådan gør du:
Hæld vand og yoghurt i en skål, og rør gæren ud heri. Tilsæt æg, hvedemel, sukker, salt og kardemomme, og ælt dejen i ca 20 minutter – det er nu engang på nemmest på en røremaskine. Skær smørret i små terninger, og kom dem i dejen, som nu skal æltes i yderligere 20 minutter, til den er blank og glat .
Derefter skal dejen hvile lunt med et klæde over i ca 1½ time.
Lav imens remoncen ved at røre smør, kanel og sukker sammen.
Vend dejen ud på et meldrysset bord, og rul den ud til et rektangel, der er 40 cm bredt og 50 cm langt. Smør remoncen ud og rul dejen sammen til en lang pølse. Skær pølsen ud i skiver, som du lader efterhæve yderligere i en halv time.
Smør vaffeljernet og bag sneglene til de er sprøde og gennembagte.
Lav en glasur af flormelis og vand og dryp dem med glasur. Spis med det samme.


Vaflede kanelsnegle

Written by

Finder du opskrifter på salater, desserter eller kager, har de som regel været under min kniv. Men jeg er også en ørn til pies, simreretter, ting der kan skæres i store tern og alt mad man kan drikke cava til.

No comments

Sorry, the comment form is closed at this time.

Top