Hvor mange penge koster det at spise godt, sundt og varieret? Det kommer jo an på, om man er single, par uden børn eller en stor familie? Om man er til øko elle discount? Om man selv gider lave med, eller foretrækker de færdiglavede fra frost. Næh, det koster 15 kroner om dagen pr. person, mener Danske Bank.
Indrømmet – denne husstand har et temmeligt højt madbudget. Vi er glade for økologisk kød, potter med krydderurter, friske råvarer og gode vine. Vi kan godt lide at købe vores ost hos ostehandlen, fisk fra fiskehandleren, kød fra en lille gårdbutik og fordrive en søndag formiddag med at shoppe rundt i Torvehallerne. Vi kan ikke så godt lide grøntsager fra frost, færdiglavede retter, buræg eller kød fra den danske svineindustri.
Kvalitet koster! Sund mad koster! Eller gør det?
For nyligt beregnede Danske Bank, at man kan leve efter Fødevarestyrelsens anbefalinger for under 15 kroner om dagen.
Nu har vi ikke set økonomens ugemenu, men grundlæggende har manden jo ret i, at lige præcis sund mad, faktisk ikke behøver koste alverden.
Men det gør dyrevelfærd til gengæld. Og low-carb diæt. Og nogen gange velsmag. Men hvad koster det så?
Vi vil prøve at tage forsøget videre, men tilføje lidt mere smag og dyrevelfærd i menuen og lidt mindre ris og pasta. Prisen: 20 kr pr. person pr. aftensmåltid.
For to personer betyder det, at man kan købe ind til en uges aftensmåltider for under 300 kroner for to personer. Vi er et stykke fra forbrugerøkonomens havregryn og ris med rosenkål, men stadig i discount-enden. Og lysår fra vores egen madbudget.
(Undskyld søde bankrådgiver, fattige studerende og danskere på kanten af arbejdsmarkedet – men det er altså ekstremt billigt for sådan nogen madører som os, som normalt bruger 3-4 gange så meget!).
Den næste uge forsøger vi os med eksperimentet, og håber at de der læser med, kan bruge vores opskrifter til enten af sætte jeres eget madbudget ned eller få mere ud af indkøbskronerne. Vi kalder det “cheapass”.
Her er vores dogmer :
For at nå i mål kræver det forberedelse og planlægning:
Ugens menu er:
- Kylling i tomatsauce med kikærter og kål
- Römertopf med kylling, porre og selleri
- Græsk-inspireret grøntsagsfad med feta
- Cremede sild i fad og frisk kålsalat
- Skinke-omviklede porrer i yoghurt-gratin
- Rød linse-curry med spinat og friskbagte chapati
- Minestrone med kylling og grøntsager
Ugens indkøb er foretaget i Rema1000 og DøgnNetto – som sælger de gode velfærdskyllinger fra Løgismose.
Budgettet er på 280 kroner, men vi har dog valgt at runde op til 300 kroner (Hey, det er os der laver reglerne!)
Vi synes det er okay, for det ligner allerede nu, at der bliver lidt rester til overs.
Samtidigt forudsætter konceptet, at der allerede er et lille basislager af salt, peber, simple tørrede krydderier og madolie til stegning.
Opskrifterne følger de næste dage. Stay tuned!
Martin Villumsen | 8. september 2014
|
Spændende eksperiment som jeg glæder mig til at følge 🙂
Louise Mousten Vestergaard | Author | 8. september 2014
|
Tak Martin. Indtil videre fungerer det, men det er også kun mandag…
Bedste hilsner
Louise, Råvarecirkus
Pia | 8. september 2014
|
Hej hvor kan jeg finde opskriften på yoghurtgratin ?
Venlig hilsen
Pia
Louise Mousten Vestergaard | Author | 8. september 2014
|
Hej Pia
Vi skal lige lave den først, så kommer den på. Den er på ugens madplan, og så snart den er lavet, gennemfotograferet og ikke mindst spist, kan du finde den på bloggen. Der kommer en ny “cheapass” ret på hver dag i denne uge.
Bedste hilsner, Louise Råvarecirkus
Lise Hannibal | 7. september 2014
|
Det forudsætter jo så at du har alt andet selv ik (som så tæller gratis) – fedtstof til at stege i evt., krydderier, drikkevarer – eller det er måske bare vand fra hanen, men det koster jo også lidt – og så alt det der man ikke tæller med på indkøbssedlen før det mangler i skabet.. Og hvor finder du en pakke med 3 porrer, hvis de kun sælger 4-5 stk i et bundt – ligesom jeg forestiller mig det er svært at finde ½ pakke frossen spinat 😉 Kunne godt tænke mig at se den der beregning fra DB. God fornøjelse med projektet, glæder mig til at følge med!
Louise Mousten Vestergaard | Author | 7. september 2014
|
Hej Lise
Tak for din kommentar. Og for at du udfordrer konceptet lidt!
Ja, det er et lidt spændende eksperiment, og det forudsætter – som jeg også skriver – at du har salt, peber og olie i skabet. Og ja, at du skipper rødvinen den uge – og postevand er gratis i vores lille eksperiment 🙂
Men faktisk er det tanken, at vi ikke må lave mad af andet end det, der ellers er på listen.
I Rema 1000 var der porrer til 3 kr stykket i denne uge – derfor er budgettet beregnet ud fra det. Og ja, når der står en halv pose spinat, er prisen beregnet ud fra 1/2 pose spinat. Den anden halvdel diskonterer man for ugen efter. Det samme ville være tilfældet, hvis der var porrer i 5-stk pakker.
Man kan heller ikke – desværre – købe 2 æg, så der kommer æg på næste uges menu.
Jeg gad også rigtig godt at se de endelige beregninger fra Danske Bank. Og vide om Las Olsen selv havde lyst til at spise havregryn to gange om dagen.
Mange hilsner
Louise, Råvarecirkus
Anna | 7. september 2014
|
Det lyder virkelig som et spændende og interessant projekt! Glæder mig til at følge med 😉
– Anna
anna-mad.dk
Louise Mousten Vestergaard | Author | 7. september 2014
|
Tak Anna 🙂