Kærnemælksfromage og brombærsylt med stjerneanis

Kærnemælksfromage er min fars favorit-dessert og vist også min mors – hvilket vist mest er, fordi den er så nem at lave!
Normalt serveres fromagen med mandelsplitter og en sauce lavet på kirsebær eller jordbær, men her har jeg hevet mandlerne ud af ligningen og i stedet lavet en sylt af brombær og stjerneanis.
Kærnemælksfromage skal ikke være ret sød – den er mest bare frisk. Det søde råder sylten bod på.

Her er dessert til fire personer:

Du skal bruge 

  • 5 dl kærnemælk
  • 3 spsk sukker
  • 1 vaniljestang
  • 2 dl fløde
  • 5 blade husblas
  • 150 gram brombær
  • 100 gram sukker
  • 2 spsk cognac
  • 1 stjerneanis
  • 1 lille stang kanel

Sådan gør du: 
Læg husblas i blød i koldt vand.
Pisk sukker, vaniljekorn og kærnemælk sammen.
Når husblasen er opblødt kommer du den i en varm gryde sammen med 2 spsk af kærnemælken og det vand der hænger ved.
Kom den smeltede husblas op i kærnemælksblandingen.
Pisk fløden let og vend den i .
Fordel fromagen i glas og sæt på køl i mindst 3 timer.
Imens laver du brombærsylten. Kom det hele i en gryde og lad det simre ved lavt blus i 10-15 minutter. Fisk stjerneanisen og kanelstangen op og køl helt ned.
Server de stivnede kærnemælksfromager med brombærsylt.

Kærnemælksfromage med brombærsylt

[adsenseyu1]

Written by

Finder du opskrifter på salater, desserter eller kager, har de som regel været under min kniv. Men jeg er også en ørn til pies, simreretter, ting der kan skæres i store tern og alt mad man kan drikke cava til.

Latest comment
  • Elsker kærnemælksfromage!
    Og lækkert med noget dybde i toppingen. Mums.

Top