Kålsalat med sprøde kikærter

Det er ikke ofte, at vi laver vegansk, men når det sker, er det ikke af ideologiske årsager, eller fordi vi er på kur. Vi gør det simpelthen, fordi det kan smage rigtigt godt. Ikke forstået sådan at alt vegansk smager godt, men det har bestemt sine lyspunkter indimellem. En sidegevinst er også, at man både er klimavenlig og venlig ved sig selv – og så er den glorie vist pudset færdig!

Kålsalat med sprøde kikærter er et godt eksempel på en ret, der på en og samme tid smager godt og er vegansk. Kålen der er brugt, er en palmekål. Man skal være lidt varsom med kål som salater. Rødkål, hvidkål, grønkål og rosenkål skal snittes meget fint, ellers er det lidt som at tygge drøv på en gammel papkasse fra Aldi. Spidskålen kan man være lidt grovere ved, men ikke meget. Palmekål (aka cavolo nero eller sortkål) kan næsten behandles som en almindelig salat. Det skyldes, at bladene ikke er så tykke som ved de øvrige kåltyper, undtagen grønkålen. Men grofthakket rå grønkål har en tendens til at stikke i ganen.

For at sparke lidt gang i palmekålen, er der kommet en dressing af tahin og hvidløg på, samt sprøde kikærter med masser af chili. Det giver en masse fedme, som veganske retter ellers let kan komme til at mangle. Den tahin der er brugt er fra Urtekram, hvilket efter min mening er den bedste – og tro mig, der er forskel. Den her smager af hvad det er – malende sesamfrø. Andre supermarkedsmærker kan godt være noget harske i det.

En lidt husmoderlig fordel ved denne salat er, at den holder sig godt i køleskabet, da salatbladene hverken bliver brune eller slatne. Faktisk smager salaten bedre efter et par timer på køl.

Kålsalat med sprøde kikærter

Ingredienser

    Salat
  • 300 g. palmekål
  • Kikærter
  • 400 g. kogte kikærter eller fra dåse
  • 4 spsk. olie
  • 2 spsk. løgpulver
  • 1 spsk. Sriracha chili sauce
  • 1 spsk. paprika
  • 1 tsk. maldon salt
  • Dressing
  • 6 fed hvidløg, upillede
  • 2 spsk. tahin fra Urtekram
  • Saft af en lime
  • 1 tsk. kokossirup
  • 3 spsk olivenolie
  • 3 spsk. vand
  • Salt og peber

Sådan gør du

    Salat
  • Vask palmekålen
  • Fjerne den grove stilk i midten
  • Skær palmekålen i mundrette stykker
  • Kikærter:
  • Forvarm en ovn på 250 grader.
  • Bland kikærterne med de øvrige ingredienser i et stort ovnfad
  • Tilsæt også de upillede hvidløgsfed sammen med kikærterne
  • Bag kikærterne 20-30 minutter i ovnen til de sprøde og vend dem flere gange undervejs
  • Hvidløgene skal ud efter 10 minutter
  • Dressing:
  • Bland alle ingredienserne samen, med undtagelse af hvidløg
  • Når hvidløgsfeddene er bagt færdig i ovnen, hakkes de fint og blandes i dressingen
  • Smag dressingen til med salt og peber
  • Hvis dressingen er meget tyk, kan du tilsætte mere vand
  • Samling
  • Vend dressingen med palmekålen
  • Kom de bagte kikærter over og server
http://raavarecirkus.dk/kaalsalat-med-sproede-kikaerter/

vegansk2

Indlægget er sponseret af Urtekram, der har leveret både kikærter og tahin

Written by

Hvis du på denne side falder over en ret med hjerne, lever, hjerte, hale, tæer, hoved eller insekter, så er jeg sandsynligvis ophavsmand til den. Jeg er gastronomisk interesseret med en forkærlighed for det alle andre ikke vi have og i visse tilfælde afskyr.

No comments

Sorry, the comment form is closed at this time.

Top