“Jensens fristelser” med rodfrugter og kippers

Svenskerne har deres “Janssons fristelse”, der er et flødestuvet kartoffelfad med ansjoser. Denne her er lavet med kippers, kapers og forskellige rodfrugter. Så vi kalder den for “Jensens fristelse”. (Hvis man da må kalde noget som helst for Jensen i disse tider, hvor kong mishandlet malkeko, har taget patent på navnet.)
Om den er bedre end originalen er en smagssag, men den er mindst på højde! Ej, faktisk lidt bedre.
Denne her er uden kartofler, som er ét af vores dogmer for “cheapass” konceptet. Til gengæld er den proppet med selleri, gule beder og persillerod, som jo er ganz verboten, hvis man sværger til LCHF, men den slags nazi-regler har vi ikke tid til at mene noget konstruktivt om.
Og så holder den sig under de berygtede 20 kr. pr mand. Så du kan roligt invitere hele kollegie-gangen eller villavejen forbi til middag.

Du skal bruge

1/4 selleri
1 gul bede
1 persillerod
1 rødløg
1/4 liter fløde
1/4 liter mælk
1 dåse kippers
1 håndfuld kapers
Salt og peber
1 håndfuld rasp
Lidt olivenolie

Sådan gør du:
Skræl rodfrugterne og skær det hele i julienne. Skær løget i tynde skiver. Vend det hele sammen med kapers og kom det i en ovnfast fad. Fordel kippers og hæld fløde og mælk på. Krydr med salt og peber og drys toppen med rasp. Dryp lidt olivenolie og smid fadet i ovnen ved 180 grader i 45-50 minutter.
Server rygende varmt.

Jensens fristelse

[adsenseyu2]

Written by

Finder du opskrifter på salater, desserter eller kager, har de som regel været under min kniv. Men jeg er også en ørn til pies, simreretter, ting der kan skæres i store tern og alt mad man kan drikke cava til.

Latest comments
  • Hej Louise. Jeg synes jeres eksperiment er spændende. Fulgte det også sidste gang, og det er interessant, at det er faktisk muligt at lave mad, der smager, selv om budgettet er lidt stramt. Din ret her ligner en, der må afprøves 🙂
    Venlig hilsen
    Jette

Top