Kender I det, at man ender op med en stor, bagt, ubrugt marengsbund, fordi gæsterne ikke magtede at spise begge de desserter, man havde planlagt? (Mestrer ikke altid begrænsningens kunst…) Cirka sådan endte det hvertfald forleden, og her i huset er vi ikke tilhængere af madspild. Slet ikke når det handler om desserter! Derfor endte denne dessert på bordet nogle dage efter og basis er to ting, der altid er fuldkommen fantastiske sammen: marengs og letpisket fløde.
Lige nu kan man få nogle frygtelig flotte figner på grønttorvet, og derfor blev de den sidste del af treenigheden. De er blevet let karamelliseret under grillen med lidt honning og appelsin-likør, som sammen med saften fra fignerne laver en lækker karamel, som man kan dryppe over. Behøver jeg at sige mere?
- 3 æggehvider
- 150 gram sukker
- 1/4 liter fløde
- 4 figner
- 4 spsk honning
- Lidt gran marnier.
- 20 gram smør
- Lidt salt
- Start med at lave marengsen. Pisk æggehviderne stive med 1 spsk af sukkeret og tilsæt det resterende sukker lidt efter lidt til massen en tyk og sej.
- Smør marengs-massen ud på bagepapir og bag den ved 100 grader i ca 1 time – eller til den er sprød og tør, men stadig chewy når du brækker af den.
- Imens kvarter du fignerne og kommer dem i et smurt ovnfast fad. Dryp med honning og gran marnier.
- Skær tern af smørret og kom ned mellem fignerne.
- Bag fignerene under grillen i 5 minuntter til de er karamelliseret – køl helt af.
- Pisk fløden let.
- Bræk stykker af marengs af og kom en skefuld fløde på. Top med figner og lidt af karamellen.