Egentlig spiser vi aldrig ketchup. Vi er ikke sådan en husstand, der hver dag smider en flaske sauce tomato på middagsbordet til at friske frikadellerne op. Men når menuen står på ristede hotdogs, bliver man nu engang nødt til at skaffe en flaske af det røde.

Hjemmelavet ketchup smager ikke, som det du køber i supermarkedet – om du så sværger til det ene eller andet mærke. Selv synes jeg altid, at det smager mere af eddike med sukker end af tomat. Laver du den selv, er det helt anderledes tomatfrisk og delikat. Og så tager det faktisk ikke ret lang tid at lave.

Opskriften tager udgangspunkt i James Prices version her fra gastro.

Jeg har gjort arbejdsgangen lidt lettere, pillet peberfrugten ud, som jeg ikke synes har noget at gøre i en tomatketchup og tilsat mindre sukker, fordi jeg havde nogle meget søde og modne tomater. Men smag dig frem. Det er også fordelen ved at lave den selv – så får du den som du vil have den.

  • 500 g tomater (modne)
  • 2 æbler 
  • 150 g løg
  • 1 dåse flåede tomater
  • 50 g rørsukker
  • ½ dl æbleeddike
  • 1 stump kanelstang
  • 3 hele nelliker

Sådan laver du ketchup:
Hak tomater, æbler og løg fint og kom det i gryden sammen med de flåede tomater og eddiken. Kom kanelstangen og nellikerne ved og kog det hele forsigtigt i en times tid til det hele er kogt ud. Fisk nelliker og kanelstangen op igen og kom hele balladen op i en blender. Blend til du har en jævn konsistens og smid det hele tilbage i gryden igen. Her koger du massen ind til du har den konsistens du foretrækker. Vær obs på at ketchuppen bliver tykkere, når den køler af.
Vil du have din ketchup meget jævn kan du si den i en sigte inden du kommer den på glas. Køl af inden servering.

Written by

Finder du opskrifter på salater, desserter eller kager, har de som regel været under min kniv. Men jeg er også en ørn til pies, simreretter, ting der kan skæres i store tern og alt mad man kan drikke cava til.

No comments

Sorry, the comment form is closed at this time.

Top