Hakkebøffer med rodfrugts fritter og fløde/sennepsauce

Disse hakkebøffer er ugens kødret. Når man spiser CheapAss og kun har en flad 20’er pr mand at købe ind for, er der ikke råd til de store udskejelser på kødfronten. Hvert fald ikke, når man samtidigt interesserer sig en lille smule for, hvilket liv sit kød har haft og meget antibiotika, det er blevet fyldt med.

Denne uge laver vi mad med et lille benspænd – Middag i en uge for maks 150 kr pr mand. Det er ikke meget, slet ikke hvis man som os, normalt har et madbudget på fire-fem gange så meget, og normalt ikke skeler alverden til, hvad tingene koster, men blot skubber dem ned i indkøbsvognen.
Men en gang imellem tænker vi, at det er godt lige at overveje, hvad fødevarerne koster for at få et mere balanceret forhold til sit forbrug. Og så er det, at vi prøver kræfter med de helt billige retter.

Kød er dyrt, men økologisk hakkekød er stadig ret billigt, og selvom vi normalt hylder, at du køber dit hakkekød frisk fra slagteren, så er virkeligheden for de fleste nok bare, at de køber kødet i supermarkedet. Og for 30 kr er der nok kød til to. (og også tre, hvis den mindste middagsgæst stadig kun er et lille barn)

Rodfrugter, fløde og sennep løber også lidt op, så det er én af de retter der samenlagt let kommer til at koste lidt mere end 20 kr p.r dag og dermed kræver, at der bliver sparet lidt mere en anden dag.

Saucen her er i øvrigt i sig selv et lille genistreg. Saucen er en pandesauce lavet når hakkebøfferne ryger af: På med sennep, timian og fløde og kog ind. Vupti. Så enkelt og så velsmagende, at man lidt uværdigt ser sig selv slikke resterne af panden, når de sidste rodfrugter er spist op…

 

Hakkebøffer med rodfrugts fritter og fløde/sennepsauce

Ingredienser

  • 400 gram hakket oksekød
  • 3 store gulerødder
  • 1/2 selleri
  • Olivenolie
  • 1/4 liter fløde
  • 2 spsk sennep
  • Frisk timian
  • Salt og peber

Sådan gør du

  • Skræl sellerien og skær den ud i tykke stave
  • Skræl gulerødderne og flæk dem i fire
  • Kom rodfrugterne i et fad, vend dem med lidt olivenolie, og bag dem ved 225 grader i ca 45 min til de er gyldne og sprøde
  • Form kødet til fire bøffer og krydr med salt og peber på begge sider
  • Steg dem i olivenolie på begge sider og tag dem af panden
  • Kom sennep på panden og derefter fløden og timian
  • Lad saucen simre lidt og tykne inden du kommer bøfferne tilbage.
  • Server bøfferne med saucen og de stegte rodfrugter.
http://raavarecirkus.dk/hakkeboeffer-floedesauce/

sennepssauce2

Written by

Finder du opskrifter på salater, desserter eller kager, har de som regel været under min kniv. Men jeg er også en ørn til pies, simreretter, ting der kan skæres i store tern og alt mad man kan drikke cava til.

No comments

Sorry, the comment form is closed at this time.

Top