Gnocchi med løvstikke og romanesco

Gnochi er en skør mellemting mellem pasta og melboller. Og de er simpelthen ubegribelig velsmagende.
Gnocchi kan laves kun af mel, eller med kartoffel og mel. Og så kan man spise dem kogt, eller man kan lynstege de kogte “dumplings”.

Der er ingen tvivl om, at vi anbefaler, at du laver dem med kartoffel, og at du giver dem en hurtig tur på panden efter de er blevet kogt. På den måde “samler” de sig bedre, og du slipper for den noget slimede fornemmelse de ellers har.

I Italien kom vi for nyligt til at hente en et enestående gnocchi-værktøj med hjem, som tager gnocchiproduktionen til nye højder.
I virkeligheden er det bare et stykke træ med et håndtag og en masse riller. Fidusen er at du bruger gnocchi-jernet til at trille de færdige gnocchi, så de får den rigtige rillede mønster. Og ja, du kan i teorien godt lave gnocchi uden. Okay så.

Denne gnocchi er lavet med løvstikke, som er en favorit krydderurt og et lækkert romanesco kålhoved, som du efterhånden kan få mange steder. Det smager af blomkål, og ligner noget der vokser på månen.

Laver du for mange gnocchi kan du bare fryse de færdigkogte gnocchi ned. Tø dem op og smid dem på panden med lidt smør, hvidløg og salvie, så er den aften reddet.
Til denne portion er der gnocchi nok til fire.
Er I kun to eller er du en hot single, smider du bare resten på frys.

Til gnocchierne skal du bruge

  • 500 gram kartofler
  • 200 gram hvedemel
  • 2 æg
  • 1 håndfuld revet pecorino
  • 1 stor dusk løvstikke
  • Salt og peber

Derudover skal du bruge

  • 1/2 romanesco kålhoved
  • 1 bundt forårsløg
  • 50 gram smør
  • En dusk løvstikke
  • Ekstra pecorino

Sådan gør du: 
Skræl kartoflerne og kog dem helt møre.
Hak løvstikken fint.
Vend kartoflerne med mel, revet ost, løvstikke, salt og peber og tilsæt ægget et ad gangen. Saml dejen – evt med en smule mere mel – og tril den til lange pølser af ca. 2 cm i bredden. Skær pølsen i ensartede stykker af ca 2 cm. Enten triller du dem runde med en gaffel, ellers bruger du dit gnocchi-jern!

Kog en stor gryde vand og dump gnocchierne i i mindre portioner. Når de flyder ovenpå – efter et par minutter – hiver du dem op med en hulske og lader dem dryppe af.

Imens piller du små buketter af romanesco-hovedet.
Skær forårsløg i tynde skiver og sauter dem i halvdelen af smørret. Kom romanescoen ved og lad det blive varmet igennem.
Tag grøntsagerne op, sæt det til side og tilsæt det sidste smør på panden.
Kom gnocchierne ved og lad dem lige nøjagtigt få en lille smule farve. Kom grøntsagerne tilbage i panden og vend det hele godt rundt. Riv pecorino over og server med det samme med lidt ekstra løvstikke.

gnocchi3

[adsenseyu1]

Written by

Finder du opskrifter på salater, desserter eller kager, har de som regel været under min kniv. Men jeg er også en ørn til pies, simreretter, ting der kan skæres i store tern og alt mad man kan drikke cava til.

No comments

Sorry, the comment form is closed at this time.

Top