Forårskåd ribbensteg med rabarberkompot og grønne urter

Vi kom til at købe en hel ribbensteg med fra vores kødpusher for nyligt, og fik lyst til at servere den en anelse mere farverigt end den måde, man traditionelt får den serveret på ved juletid.
Derfor kom den i selskab med nykogt raberbarkompot, nye kartofler og en salat lavet på løgkarse, løvstikke og skvalderkål. 
Er du så heldig, at der er et par skiver steg til overs, er der grundlag for en god ribbenstegsandwich til frokost næste dag.

 Her er der mad nok til fire-seks personer

Ribbensteg og sauce

  • 1 hel ribbensteg
  • 10 laurbærblade
  • Salt og peber
  • 1 gulerod
  • Et stykke selleri
  • 1 løg
  • Vand
  • Fløde
  • Salt og peber
  • 20 gram smør
  • 1 spsk mel

Sådan gør du:
Rids sværen, hvis det ikke allerede er gjort. Drys med groft salt.
Kom ribbenstegen i bunden af en bradepande med lidt vand i. Sværen skal vende ned af. Kom den i en kold ovn og tænd ovnen på 200 grader.
Steg den i ca 20 minutter og tag så ribbenstegen ud og vend den om, så sværrene vender opad igen. Kom laurbær mellem sværene og kom stykker af løg, selleri og gulerod i bradepanden sammen med lidt ekstra vand. Vandet må gerne stå ca 1/3 op af kødet. Sørg for, at stegen står rimeligt plant, så den bliver lige sprød over det hele. Kom evt et stykke grøntsag under den ene ende, hvis den er lidt ujævn.
Steg videre i ca 1- 1 1/2 time eller til sværene er helt sprøde.
Tag kødet ud og lad det hvile i et kvarters tid.
Imens sier du væsken fra bradepanden over i en lille skål.
Smelt smør og en gryde og tilsæt melet under piskning, så får en jævning. Pisk i den til den får en lysebrun farve. Kom væsken fra bradepanden i og pisk rundt. Tilsæt fløde til du har en fin konsistens og smag til med salt og peber.

Rabarberkompot

  • 300 gram rabarber
  • 150 gram sukker
  • 1 laurbærblad
  • 1 spsk vand
  • 1 spsk æbleeddike

Sådan gør du:
Skær rabarber i mindre stykker og kom den i en lille gryde med sukker, laurbærblad og vand. Kog op til rabarberne er kogt helt møre.
Smag til med æbleeddike og køl af.

 

Urte-salat

  • En håndfuld friskplukket skvalderkål
  • En håndfuld friskplukket løgkarse
  • En håndfuld løvstikke
  • En håndfuld spæde salatblade
  • 2 spsk olivenolie
  • 1 spsk æbleeddike
  • 1 tsk sennep
  • 1 tsk honning
  • Salt og peber

Sådan gør du:
Skyl bladene grundigt, og skær de største i minde stykker.
Rør en vinagrette af olivenolie, eddike, sennep og honning og smag til med salt og peber.
Vend de friske blade i vinaigrette.

 

Ribbensteg med sommergrønt

 

[adsenseyu2]

Written by

Finder du opskrifter på salater, desserter eller kager, har de som regel været under min kniv. Men jeg er også en ørn til pies, simreretter, ting der kan skæres i store tern og alt mad man kan drikke cava til.

No comments

Sorry, the comment form is closed at this time.

Top