Forårspie med lam, asparges og ærter

Der er få ting der er hyggeligere end at sætte skeen i et sprødt butterdejslåg og hive dampende varme stykker af kød, grøntsager og andet godt indhyllet i cremet sauce op på tallerknen.
Vi har tidligere lavet en kyllingepie ud fra samme princip – denne her er fyldt med forårslækkerier som forårsløg,grønne asparges og ærter – som når ret skal være ret kommer fra en pose fra frost. (Køb de “ekstra fine” og køb dem med det røde Ø på).

Det kan være lidt svært at købe lammeudskæringer, med mindre du ofte frekventerer en halal-slagter, som ofte har hele og halve dyr på hylden. (Lammekød er et af de steder, hvor kulturkristne og ateister med fordel kan skele lidt til til Mekka – altså lige bortset fra det der med at lade det forvirrede dyr forbløde i smerte med fantasifuld velsignelse. Men altå det at spise lam forståes.)
Til gengæld kan du ofte gøre et godt køb ved at købe en hel lammekølle – hos din gode slagter, landmand eller supermarked. Det kræver ikke mere end en skarp kniv og en fingernem kæreste at skære kødet fra sådan en fætter – og der er virkelig meget kød på sådan et lamseben. Nok til tre-fire hele lammepies. Kødet kan du bare fryse ned i passende portioner og gemme til fremtidige pies, curries og frikaseer.

I denne pie er der til 6 personer.

  • 200 gram lammekød i tern
  • olivenolie
  • 1 bundt asparges
  • 1 bundt forårsløg
  • 100 gram ærter (gerne fra frost)
  • 100 gram smør
  • 4 spsk mel
  • 1/2 liter lammefond
  • 1 dl fløde
  • Salt og peber
  • 4 plader butterdej
  • 1 æg, sammenpisket

Sådan gør du:
Varm en pande godt op med lidt olivenolie. Brun kødet og læg det til side.
Skær bunden af asparges og forårsløg og sauter dem let på panden. Sæt også dem til side.
Smelt smør i en gryde og pisk melet i. Tilsæt fond lidt efter lidt mens du pisker. Når du har en tyk sauce tilsætter du fløden og smager til med salt og peber.
Kom kød og grøntsager i saucen og vend rundt. Fordel massen i et ovnfast fad.
Rul butterdejspladerne let ud og fordel dem på toppen. Tryk pladerne godt ned omkring kanten.
Smør butterdejslåget med sammenpisket æg og bag pien ved 200 grader i ca 20 minutter eller til den er sprød og gylden
lammepie2

Written by

Finder du opskrifter på salater, desserter eller kager, har de som regel været under min kniv. Men jeg er også en ørn til pies, simreretter, ting der kan skæres i store tern og alt mad man kan drikke cava til.

No comments

Sorry, the comment form is closed at this time.

Top