Fastelavnsboller med Baileys-creme og hvid chokolade

Hvis du også er lidt træt af, at børn lader til at have patent på fastelavnen, så skal du bare tilsætte lidt booze til dine fastelavnsboller. Og hvis valget falder på Baileys, er du helt sikker på at have vundet  damernes gunst.

Jeg har ladet mig fortælle, at nogle daginstitutioner i disse år fravælger fastelavn for i stedet at fokusere energien på den kætteriske Halloween. Til det er der kun at sige, at de tydeligvis ikke har forstået, at fastelavn har fastelavnsbollerne og derfor vinder hver gang!

Disse er lavet med choux-dej (vandbakkelsesdej) og det er immervæk noget nemmere at slå en wienerbrødsdej op. Personligt kan jeg meget bedre lide den luftige og bløde vandbakkelse end wienerbrød, når det kommer til fastelavnsbollerne, men det er også den slags, jeg er vokset op med.

Et lille tip: saml fastelavnsbollerne en times tid eller mere før de skal spises og sæt dem på køl. Så sætter cremen sig bedre, og chokoladen på toppen stivner til et skønt sprødt lag.

Vandbakkelser

  • 100 gram smør
  • 2 1/2 dl vand
  • 125 gram hvedemel
  • 3-4 æg

Fyldet

  • 1/2 liter piskefløde
  • 1/2 dl Baileys
  • 100 gram hvid chokolade
  • Lidt usaltede pistachienødder

Sådan gør du:

Kom vand og smør i en gryde og varm op under medium varme. Når smørret er smeltet og væsken er godt varm – næsten kogepunktet – kommer du alt melet i og rører rundt i en fart, til du har en fast dej, der slipper skeen let.

Lad massen køle lidt af, før du pisker æggene i et efter et. Der skal hvert fald tre æg til denne portion – muligvis også fire, afhængig af æggenes størrelse.

Dejen skal være ret klistret, men ikke flydende på nogen måde.

Kom dejen i en stof-sprøjtepose og sprøjt kugler ud på bagepapir. Bag dem ved 2oo grader de er hævet og er gyldne – ca 10-15 minutter.

Pisk fløden stiv med Baileys. Kom fløden i en sprøjtepose med en lille tylle og sprøjt den ind i hver enkelt – afkølede – vandbakkelser.

Smelt chokoladen og kom en teske på toppen af hver. Drys med lidt grofthakkede pistachienødder.

Fastelavnsboller med Baileys

[adsenseyu2]

Written by

Finder du opskrifter på salater, desserter eller kager, har de som regel været under min kniv. Men jeg er også en ørn til pies, simreretter, ting der kan skæres i store tern og alt mad man kan drikke cava til.

No comments

Sorry, the comment form is closed at this time.

Top