Cremet avocadosalat med stenbiderrogn

Det her er lidt stort ståhej for meget lidt. Men tit er det enkle det bedste. Stenbiderrogn er så fine og lækre, at du kan spise dem som de er, men de har godt af lidt cremet følgeskab – her i følgeskab af en pureet avocado og lidt sprødt salat.
Efter sigende er stenbideren på vej på WWFs røde liste over truede fisk – hvilket vist mest skyldes et forsigtighedsprincip, da forskerne ikke er så vældig oplyste om fiskens liv og levned. Så om du skynder dig at spise dig fra sans og samling i stembiderrogn mens du stadig kan, eller går mere ydmyg til værks er op til dig. Jeg ville gå med den første mulighed.

Her er til en lille frokostret for én person:

  • 1 avocado
  • Saften fra 1/2 citron
  • Salt og peber
  • 50 gram stenbiderrogn
  • En håndfuld feldsalat
  • En skive rugbrød
  • 1 spsk olivenolie

Sådan gør du: 
Frigør skræl og sten fra avocadoen. Blend den fint med citron og smag til med salt og peber.
Fordel avocadopureen i bunden af et glas. Top op med stenbiderrogn og fyld på med friske salatblade.

Ristrugbrøddet på en varm pande i olivenolie og server til.

Avocadopure med stenbiderrogn

[adsenseyu2]

 

Written by

Finder du opskrifter på salater, desserter eller kager, har de som regel været under min kniv. Men jeg er også en ørn til pies, simreretter, ting der kan skæres i store tern og alt mad man kan drikke cava til.

No comments

Sorry, the comment form is closed at this time.

Top