Fik jeg nævnt, at vi har anskaffet os en ismaskine? Altså sådan en semiproff-fætter med kompressor og hele svineriet, der kan trylle væsker om til is på et øjeblik?
Den har ikke haft mange ledige stunder siden den flyttede ind i vores køkken. For pludselig kan man lave alle de iskolde desserter, som har stået på ønskelisten så længe, men som bare ikke bliver det samme i en alm. fryser.
Personligt kender jeg et par kvinder der sværger til sorbeter frem for “den væmmelige fede flødeis”.
Bare lige for at være helt skarp, er det relevant at slå fast, at sorbet altså ikke er noget særlig sundt produkt. Det opdager man, når man selv står og pøser sukkeret ned i gryden. Sorbet er med andre ord frossen sukkersirup.
Du skal med andre ord ikke spise sorbet for at få dækket dit daglige indtag af c-vitamin. Men det skader på den anden side ikke.

  • 500 ml vand
  • 300 gram sukker
  • Saft og skal fra to citroner
  • 1 æggehvide – stivtpisket

Sådan laver du citronsorbet
Kom vand og sukker i en gryde og kog det op indtil sukkeret er smeltet. Tag gryden af varmen og tilsæt citronskal og saft. Lad det hele trække indtil det er kølet helt af.
Si væsken, så du får citronskallen siet fra.
Kom det hele op i din ismaskine og kør indtil du har en fast sorbetlignende konsistens – ca 20-40 minutter afhængig af hvor hurtig din maskine fryser. Lige når væsken begynder at blive til grød-is tilsætter du den stivtpiskede æggehvide og lader den blende ind i iscremen.

Tip:  Ejer du ikke en ismaskine skal du i stedet væbne dig med tålmodighed og komme massen i fryseren i en lille beholder. En gang hver halve time – eller mere – skal du piske massen op med en gaffel eller lignende, så du slår iskrystallerne ud.

Citronsorbet

[adsenseyu2]

Share Post
Written by

Finder du opskrifter på salater, desserter eller kager, har de som regel været under min kniv. Men jeg er også en ørn til pies, simreretter, ting der kan skæres i store tern og alt mad man kan drikke cava til.

No comments

Sorry, the comment form is closed at this time.

Top