Første gang, vi fik caviar med valnøddemælk, var på restaurant Studio. Kombinationen var overraskende god og genialt simpelt. Studio er i øvrigt et besøg værd; maden er ikke så ekstrem, som på Noma, men absolut velsmagende. Når nu Noma nævnes, så hører det med til historien, at køkkenchef Thorsten Vildgaard i en årrække har være køkkenchef på Noma. Og selvfølgelig har Claus Meyer også en finger med i spillet…

For lidt caviar er som afbrudt samleje

I opskriften står der, at der skal bruges 25 g. caviar pr. person. Det kan godt være, at pengepungen ikke tillader disse mængder. I det tilfælde kan man nøjes med mindre, men husk på, at for lidt caviar er som afbrudt samleje. Bruger du opskriften til at lave en gang scoremad, så kan du under ingen omstændigheder servere mindre end 25 g. caviar på hver anretning.

Valnøddemælk har egentligt ikke noget med mælk at gøre, udover farven. Det er bare valnødder, der har lagt i blød og herefter blendet med lidt vand og så sigtet. Man kan også bruge en slow juicer, hvilket eftersigende skulle give et endnu bedre resultat. I opskriften har jeg dampet valnøddemælken lidt ind, og tilsat fløde og Xatana for smag og konsistens. Xatanaen kan dog godt undværes.

Det der med mælken, leder i øvrigt tankerne hen imod morgenmad, hvilket caviar med valnøddemælk ville egne sig fremragende til.

Caviar med valnødmælk

Ingredienser

  • 100 g. caviar
  • 200 g. valnødder
  • 300 g. vand
  • 50 g. fløde 50% fra Arla Unika
  • 0,4 g. Xatana

Sådan gør du

  • Kom valnødderne i en skål og dæk dem med vand, og lad dem stå natten over
  • Blend 300 g. vand og valnødder grundigt eller kom valnødderne i en slow juicer
  • Hvis du bruger blendermetoden, skal di lade massen trække i en times tid
  • Sigt herefter "mælken" fra - først gennem en sigte og herefter gennem et osteklæde
  • Damp valnøddemælken ind, indtil smagen af valnød er tydelig. Væsken skal holdes lige under kogepunktet
  • Bruger du Xatana, skal det i nu og hvorefter mælken blendes med en stavblender
  • Tilsæt fløden og køl mælken helt af i køleskabet
  • Server valnødemælken sammen med 25 g. caviar pr. pax
http://raavarecirkus.dk/caviar-med-valnoedmaelk/

caviar3

Written by

Hvis du på denne side falder over en ret med hjerne, lever, hjerte, hale, tæer, hoved eller insekter, så er jeg sandsynligvis ophavsmand til den. Jeg er gastronomisk interesseret med en forkærlighed for det alle andre ikke vi have og i visse tilfælde afskyr.

No comments

Sorry, the comment form is closed at this time.

Top