HomeVegetar (Page 2)

Vegetar

Lad det være sagt med det samme. Ærter er ikke i sæson lige nu! Hvert fald ikke på vores breddegrader. Men dels havde vi en halv pose ærter på frost, der trængte til at blive spist, og dels fandt jeg nogle friske ærter på grønttorvet forleden, som godt nok kom fra noget sydligere himmelstrøg, og ærlig talt havde vi lige brug for at få et skud grønne vitaminer, efter en lang vinter på kål og rodfrugter.
Denne her er lavet på en blanding af friske og frosne ærter. Du kan selv vælge, hvad du bruger, men hvis du laver den til sommer, skal du helt klart gøre dig selv en tjeneste og lave den med de sprøde, danske ærter.
Vil du spice den mere op, kan du servere den med et pocheret æg eller lidt sprødt bacon på toppen. Det kommer vi let til at gøre, når der står suppe på menuen – fordi det smager så godt! Men det er altså også lidt det nemme trick, man altid kan fyre af – for pokker, alt smager jo godt, når bare der er bacon til! Derfor holdt vi os i skindet her, og lod ærterne få lov at spille hovedrollen helt uden indblanding fra dyreriget. Det kan den altså sagtens bære.
Spis godt brød til, så er der aftensmad på under et kvarter!

Pipérade er næsten en af baskerlandets stolte, regionale egnsretter, og minder egentlig lidt om den franske ratatouille. Nogen køn ret er det ikke, men det smager fantastisk. Enten som den er med lidt ristet brød til, eller som tilbehør serveret med skinke, kylling eller fisk. Og så er det super nemt at lave, vildt billigt at servere og så smager den lidt af sommerferie, hvilket ikke gør noget på denne tid af året.
Egentlig skal du bruge grønne peberfrugter – da de røde tomater, hvide løg og grønne peberfruger – så symboliserer baskernes flag (Hvem snakkede om uafhængighed??) Her er der dog brugt røde peberfrugter, fordi røde peberfrugter på vores kanter bare smager bedre.

Det her er sidste ret i cheapass-ugen, hvor vi har spist billig mad for under 20 kr pr. dag. De her er sådan et “all-in-one” måltid, bestående af en bulgursalat serveret på stegte skiver af aubergine.
De kan spises som de er – men lad os være ærlige; under andre omstændigheder ville vi nok servere dem sammen med eks. nogle lammekoteletter, nogle grillede spyd eller andet godt.
Ikke desto mindre smager de rigtig godt. Aubergine er en af de grøntsager, der bare har rigtig godt at af få godt med varme på en grill eller en rigtig varm pande, så de kan smide noget væske af sig, så giv dem ikke for lidt.

Top