HomeSpanien

Spanien

Pipérade er næsten en af baskerlandets stolte, regionale egnsretter, og minder egentlig lidt om den franske ratatouille. Nogen køn ret er det ikke, men det smager fantastisk. Enten som den er med lidt ristet brød til, eller som tilbehør serveret med skinke, kylling eller fisk. Og så er det super nemt at lave, vildt billigt at servere og så smager den lidt af sommerferie, hvilket ikke gør noget på denne tid af året.
Egentlig skal du bruge grønne peberfrugter – da de røde tomater, hvide løg og grønne peberfruger – så symboliserer baskernes flag (Hvem snakkede om uafhængighed??) Her er der dog brugt røde peberfrugter, fordi røde peberfrugter på vores kanter bare smager bedre.

Lecha frita er, hvad det lyder som: stegt mælk! Det er en lille spansk dessert-klassiker, som vist ikke har fået sin internationale berømmelse på samme måde som creme catalana eller flan, men som er virkelig simpel,og ikke desto mindre ret lækker i sin egen enkelthed.
Retten består af mælk, der koger ind med sukker og majsstivelse til en tyk masse, som køler helt ned. Massen skæres ud i tern og ristes i smør og olie og drysses med kanelsukker. Ja, det smager altså meget bedre, end det måske lyder.
Retten minder i øvrigt rigtig meget om den afghanske/pakistanske dessert firni – så om det er nogle spanske kolonimagter, der i tidernes morgen slog sig ned i Tora Bora bjergene med en kande mælk og lidt majsmel, eller om “Den store kok” lod sin iderigdom drysse ned på kloden med spredt hånd skal være usagt.
Får du lyst til at stege mælk, skal du under alle omstændigheder starte lidt i god tid. Massen skal laves dagen før, så den kan nå at sætte sig. De færdige bidder skal serveres varme eller som minimum lune og drysses med kanelsukker.

Det her er en ret, direkte importeret fra Barcelona. De fleste kender til fornemmelsen af at genoplive ferieminder med et skud gastronomi. Det er sådan vi har det med friterede smelt. Det er en af de tapa, vi altid bestiller i Barcelona, når det er muligt. Men vi laver den også ofte herhjemme, da den samtidigt er en fantastisk god spise. Om opskriften på små friterede fisk originalt er med smelt, ved jeg ikke, men det er nok, det tætteste vi kommer under nordlige himmelstrøg.

Det charmerende ved friterede smelt er, at de spises hele med hoved, hale og indvolde. Det er nose to finne eating, når det er bedst. Hvis man ikke er i tapashumør, kan smeltene også serveres som forret – især første gang svigermor kommer til middag. Spiser hun den, har du vindet guld i 100 meter god-svigermor. Nægter hun, taler du ALDRIG til hende igen.

Opskriften er efter devisen: slump dig frem. I al sin enkelthed, er det bare nogle småfisk, der er vendt i mel og friteret. På den måde det en klassisk tapa, enkelt og simpel – perfekt tilbehør til litervis af cava og/eller øl.

Patata bravas er altid den tapas, vi først bestiller, når vi er i Spanien. Det er egentlig frygtelig simpelt, men der er bare et eller andet med de sprøde kartofler, den spicy bravas-sauce og den skarpe aioli, som bare er ualmindelig hyggeligt at sidde og hapse af.
På nogle tapasbarer blander de bravas-saucen med aioli eller serverer den uden aioli. Dertil er der bare at sige, at det skal de lade være med. Den er absolut bedst, når man får begge saucer til og selv kan sidde og dosere lidt.
Det er en af de få kartoffelretter, som kun bliver bedre med et glas cava til.

Creme catalana er spaniernes pendant til den franske creme brule. Ligheden er slående, og hvem der kom først, skal være usagt.
Forskellen består i tilberedningen: hvor franskmændende får deres creme til at sætte sig over vandbad, får catalonierne deres creme til at sætte sig med en smule majsmel.
I catalonien smager man også ofte den klassiske creme til med lidt kanel og citron, hvor franskmændene er mere til vanilje i den klassiske variant.
Den spanske creme er en smule nemmere at tilberede, og så er den en fin afslutning på en god tapas-aften.

Ansjoser er på ethvert tapaskort og er samtidigt én af de nemmeste tapas, du overhovedet kan servere. Hvis du altså bruger ansjoser fra dåse. Du er naturligvis også velkommen til at starte fra bunden med helt friske fisk.
I Spanien har man frygtelig gode ansjoser på dåse, og de kan spises som de er, men de bliver ekstra fine af lige at blive frisket op med lidt frisk olivenolie og lidt krydderurter.

I Spanien er man glad for sin tortilla de patatas, som ret beset er en stor omelet eller æggekage bagt med skiver af kartoffel. Du kan få et lille stykke som tapas, en hel sydende pande på bordet til deling eller den kolde tortilla serveret som fyldet i en sandwich. Det er voldsomt godt alt sammen.

Tomatbrød – ristet brød gnedet med hvidløg, frisk tomat og olivenolie – er fast tilbehør i Catalonien, andre steder i Spanien kommer den med skiver af friskskåret skinke eller blot lidt friskt brød.
Sortfodsskinken er optional, og hiver du den ud af regnstykket, har du fantastisk vegetarisk ret. Men helt ærligt – du skal unde dig selv at slå et smut forbi en forretning, der kan skære dig nogle skiver af den bedste sortfods-skinke på hylderne.
Du kommer langt med serrano, men den spanske sortfodsskinke er en historie helt for sig selv. De kommer i mange prislejre og lige her hænger pris og smag fuldstændig sammen.

 

Der er russisk salat, som vi kender det i Danmark, med rødbeder og peberrod. Og så er der russisk salat på spansk, som ret beset minder mere om vores italienske salat.
Her til lands er salaternes geografiske navnesammenfald vist noget at gøre med de farver, som fremtræder når man kigger ned i skålen. I Spanien har Enseladilla rusa sit navn, fordi de egentlig er en russisk ret, opfundet af en frisk fyr ved navn Olivier, hvorfor retten indimellem også optræder under navnet Salad Olivier.

Russisk salat optræder på de fleste catalanske tapaskort, og en tapasret som vi altid bestiller som noget af det første, når vi får chancen.

Top