HomeSødt (Page 6)

Sødt

Kajkagen er en af dansk konditoris største opfindelser.  Helt seriøst! En kage formet og figureret som en skriggrøn frø! Det holder 100%!
At kagen så ovenikøbet er én af de bedste på hele konditori-kortet giver jo bare endnu flere point til denne smagfulde kage. At det særligt skulle være målrettet børn, er vi komplet uforstående overfor!
Uheldigvis er der de senere år kommet flere og flere håbløse kopier til kaj-kage markedet. Lad og slå det fast med det samme. En kajkage er IKKE en muffin beklædt med grøn marcipan! En kajkage er heller IKKE en tør lagkagebund toppet med kagecreme.
Næh..en ægte kajkage er derimod en mazarinbund belagt med et rigeligt lag lyserød smørcreme, betrukket med grøn marcipan.
Og allerede her har nedenstående ydmyge forsøg spillet fallit. Årsagen var såre simpel: vi var løbet tør for rød frugtfarve, men havde gul i stedet…

Firni er en afghansk dessert, som jeg lærte at lave af en sød afghansk kvinde, hvis teenagedatter jeg det sidste halve års tid har lavet sammen mad med i forbindelse med noget “foreningsintegrations- og madkendskabs-halløj”, for unge piger på Amager.
Den dag den afghanske kvinde skulle stå for desserten, var der højlydte og engagerede diskussioner med de pakistanske kvinder, som også kendte desserten ganske godt. Desserten er nemlig også kendt i Indien og Pakistan, og jeg tror ikke, jeg orker diskussionen om, hvem der opfandt den først. Den er helt vildt god til gengæld, så jeg kan godt forstå, at de alle vil have patent på den!
Der er tale om en slags budding lavet på sød – næsten kondenseret – mælk, smagt til med rigelige mængder kardemomme.
Her er desserten lavet med pictachie-nødder, men du kan også bruge smuttede mandler.

Lige nu vrimler det med blommer, som er lige til at plukke (eller købe) og det er heldigvis ikke svært, at finde på, hvad man skal gøre ved dem.
Et par håndfulde er her blevet til en fabelagtig dessert, som ikke indeholder noget du ikke – på en god dag – alligvel har i køleskabet. Resultatet er forbløffende godt – og ret raffineret, selv om den består af meget lidt. Give it a go!

Lad det være sagt med det samme. Intet af det wasabi, du køber i Danmark, er wasabi. Heller ikke selv om det kommer fra en en fin bøtte med japanske tegn. Japanerne beholder deres wasabi for sig selv, som de køber som friske rødder og river fint. Det du får herhjemme, hvad enten det er på sushirestaurant, i supermarkeders tuber eller specialbutikkers fine metalbøtter er peberrod og grøn farve. Vil du have ægte wasabi, må du smugle nogle rødder med ud af landet, eller dyrke dem i potter på altanan.
Wasabi-is er en ret fin opfindelse. Vi smagte den på et tidspunkt som softice i Hakone nationalpark, hvor de sammen med den sorte, grillede bambus-is på billedet var et tiltrængt break i varmen.
Japanernes is og desserter er ikke særlig søde, men du kan smage den til som du synes. Wasabi-is lyder måske lidt voldsomt, men faktisk fungerer det overraskende godt.

Dorayaki er små japanske kager – sødet med røde bønner! (De smager mange gange bedre, end de lyder. Søde røde bønner er én af japanernes favoritter i slik og kager, og vil du indføres i japanernes noget besynderlige kage/konfekt stil, er det bestemt et af de mere imødekommende ender at starte i! (Feks. meget lettere at spise end geleteret risstivelse og andre besynderligheder…)

Grøn te is smager helt uovertruffent godt. Det er et hit, hvis du serverer sushi eller noget andet japansk til middag, og selv hvis det ikke er det, der står på menuen, smager isen så godt, at du har lyst til at spise den alligevel.
Grøn te er en nøgle-ingrediens i de søde japanske køkken, som ellers bestemt ikke er særlig sødt, og de er helt vilde med at komme de pulveriserede grønne teblade (matcha) i kager, konfekt og ikke mindst is. Det er helt sikkert på  grund at de ekstreme mængder grøn te japanerne hver dag konsumerer, at deres hud er lige så stram og rynkefri som et udspændt trommeskind, og alene af den grund kan du spise et par skefulde grøn te is med virkelig god samvittighed.
Is er én af de ting, der faktisk klæder matcha rigtig, rigtig godt. Den lidt bitre og parfumerede smag fra teen klæder den kolde, søde creme i ekstrem grad.
Har du en ismaskine kan du lave en is der bliver silkeblød, men du kan faktisk også bare købe en god vaniljeis og smage den til med et par skefulde matchapulver. Denne her er lavet med frysetørret instant matcha importeret fra Solens Rige, men almindelig matcha te kan det samme.

Sig hej til din nye yndlings-kage: Brownie møder cheesecake. For hvorfor egentlig nøjes, når man kan få begge dele?
Opskriften er en 1:1 gengivelse fra en venindes håndskrevne kagenotatbog, hvor øjensynligt kun de mest snaskede kageopskrifter finder vej. Mange af siderne ender vist med sætninger a la “Hvis du har lyst, kan du sagtens lave en større portion af toppingen”.
Det kan du skam også gøre med denne her, men jeg synes nu egentlig,  at du får fuld “snask” valuta for pengene, hvis du holder dig til de angivne mængder.
Jeg tillader mig at gengive den, for gode kageopskrifter skal ud at leve, så andre også kan få ondt i maven!

Jordbærrene er her lige nu. De danske vel at mærke fra friland – de eneste det egentlig kan betale sig at spise.
Og hvorfor er det nu, at de danske frilandsjordbær smager så godt? Tja, for det første fordi, at de er vokset på friland og har fået den rigtige mængde sol og vand, at de ikke er modnet i en bakke, men på planten. Og så det, at de ikke er transporteret gennem det halve Europa inden de lander i supermarkedet.
Du kan sagtens plukke dine jordbær selv, og kan du komme til det kan det i dén grad anbefales. Tjek her, hvor der er en pluk-selv mark i nærheden af dig.
Og nu til det vigtige – hvad skal du stille op med de røde vidundere? Her kommer fem desserter, du kan starte med.

Top