HomeSødt (Page 11)

Sødt

Hvis du også har en udpræget tendens til at slå vel mange smut forbi din chokoladehandlers flødebolledisk, vil du opdage, at der er mange fordele ved at lære at lave dem selv.

Den vigtigste grund er naturligvis antallet af flødeboller du kan trylle frem med en rulle marcipan og en pakke æg. Derudover er tykkelsen på chokoladelaget bestemt også en faktor, der giver den hjemmelavede et forspring.
Når det kommer til flødeboller må man bare indse, at øvelse virkelig gør mester. Det kræver lidt teknik at skabe runde bunde og ensartede bjerge af skum, men uanset hvad kan du altid trøste dig med, at selv grimme flødeboller stadig er flødeboller.

Pavlova er en af de kager vi vender tilbage til igen og igen. Dels fordi den er så nem at lave, og dermed er super til gæster, der har meldt deres ankost med kort varsel. Samtidig er den af de kager jeg synes er allerbedst at sætte tænderne i.

Den kan varieres i det uendelige. Den er god kun med jordbær eller hindbær, lidt senere på sæsonen med friske nektariner eller sød melon og om vinteren kan den spises med syltede pærer eller passionsfrugt. Du kan også komme hakkede nødder eller smeltet chokolade ovenpå.
Denne pavlova er lavet med en meget fotogen blanding af jordbær, solbær, ribs, stikkelsbær og kirsebær fra svigermors kolonihave, der lige nu bugner af bær.

Panna cotta er og bliver en super lækker dessert. Herhjemme overser vi den tit, fordi den næsten er for nem at lave.
Panna cotta minder om dansk fløderand – cremet, fed og sød – og er god til alle slags frugt; frisk, syltet eller sirup. Her er den lavet med to slags blåbær.

Når den stivner kan du servere den direkte i glasset – men den bliver allerfinest hvis du vender den ud – så har alle de flotte vaniljekorn nemlig lagt sig i et tyndt lag på toppen.
I denne portion bliver der til fire små glas.

Er du den heldige ejer af en hindbærbusk kan du lige nu plukke de skønneste hindbær, men du kan også snildt lave din syltetøj af frosne hindbær. (Med alle kolibakterie-inficerede, polske hindbær man får indtryk af kommer over grænsen, er det snart også det eneste, du kan bruge de frosne hindbær til!)

Hvis du bruger frosne bær skal du være opmærksom på, at det kræver lidt ekstra pektin, hvis du ikke vil have en helt tyndtflydende masse.
Syltetøjen er i øvrigt skøn at komme i kager – kom et par spiseskefulde i en chokoladekage eller brug den til nogle smækre hindbærsnitter. 

Drømmekagen er slet ikke fra Brovst. Men dansk er den trods alt, også før AMO fik fingrene i den og gjorde den til en husmoderklassiker i de glade 60ere, hvor kager begyndte at blive hældt ud af  kartonæsker.

Den er nu så nem at lave, at det ikke kan betale sig at købe færdig. Jeg laver altid dobbelt op på det snaskede kokos-topping og her har jeg bagt den i muffinsforme som giver en god størrelse. Her bliver ca. 20 store muffins.

Det kan være sin sag at skaffe ladyfingers i Ørestad og hvad gør man så, når man får en instant trang til at servere tiramisu? Man køber mascarponen med hjem og håber på det bedste. Heldigvis havde vi et lager af nogle italienske biscotti (med chokolade) i en kagedåse som udgjorde en fin erstatning. Med masser af friske hindbær i lag er vi nogle mil væk fra den originale tiramisu, men det er bestemt ikke et dumt spor at bevæge sig ud af.

Top