HomeSnacks og hapsere (Page 4)

Snacks og hapsere

Pirogger er navnet på østeuropæiske fyldte brød. De her er spicy og fyldt med oksekød og grøntsager. Du kan spise dem til frokost, til picnic eller som tilbehør til lette grøntsagssupper. Det sidste er en god ide, for så bliver brændenældesuppen, kørvelsuppen eller løgsuppen pludselig et helt gourtmetmåltid. Russerne spiser dem til deres klare rødbedesuppe borstch. Og når du suppen reelt set ikke tager mere end 10 minutter at lave, har du jo tid til at gøre dig umage med tilbehøret.
Du kan sagtens lave dem helt vegetariske ved at komme eks finthakket kål i i stedet. Og oksekødet kan erstattes med hakket kylling, lam eller svinekød. Det der egentlig er pointen er, at pirogger er smarte at lave, med det du nu har i køleskabet.

Favoritrejsemålet of all time, er vi enige om her i husstanden, er Barelona. Vi elsker catalonernes tapaskultur, og kan uden det mindste problem fylde en hel uge eller mere med at planlægge hvilke tapasbarer vi skal besøge, i hvilken rækkefølge og hvilke hapsere vi skal plukke ud af menukortet. Nå ja, og så kan man drikke cava til.
Det er ikke helt skævt at påstå, at vi gennem årene har spist os gennem Raval, Gracia og Eixample og gennemtravet de fleste klassiske catalanske tapas-retter og en hel del nyfortolkninger og eksperimenter. Fra dette ekstremt saglige udgangspunkt, mener vi os i vores gode ret til at påstå, at det immervæk er noget mindre mindre underholdende at spise “tapas” i Danmark, hvor alt der kan serveres på cocktail-pinde eller i små portioner per definition er “tapas”.

Denne ret er en suveræn tapas, som kan bikses sammen på ingen tid. Den skal serveres lun med brød til.

Mere stenbiderrogn?! Jep, du kan godt!
Okay, hvis du virkelig er mæt af stenbiderrogn – for slet ikke at tale om stenbiderrogn på små pandekager – så hold et års pause, så du kan give den gas igen fra næste forår. Men hvis du stadig ikke kan få nok, så er her endnu en pragtfuld måde at servere de små baby-stenbidere på.
Kast dem på et fad og gør dine gæster glade inden middagen, eller server dem som en forret til dig selv. Du må godt!

Amager er kendt for mange uheldige ting, bl.a. en type tatovering der forefindes på 2/3 af de onde mødre og andre uheldige elementer. På den anden side har Amager verdens bedste bryggeri, verdens bedste isbod og har en kulinarisk historie, der dækker over Amagergryde, Amagerkoteletten og Amagermaden. (ikke at forveksle med Amagermanden).

Sidstnævnte har Noma lavet en version af, som ikke bare er god, men legendarisk. Den består af en overdel af papirtyndt ristet rugbrød og en underdel af sprødstegt kyllingeskind med rygeost og stenbiderrogn (eller vel egentligt løjrom) som fyld.
Deres version er naturligvis  knivskarp skåret, således at både kyllingeskindet og rugbrød er rektangler der måler 3×10 cm.

Rugbrødet er nemt nok at skære til, men kyllingeskindet magtede jeg ikke at få til at rette ind, så derfor er min version dekoreret med små stykker kyllingeskind og derfor teknisk set ikke en amagermad. Men fuck det, det smager godt. Det her er faktisk det ondeste stykke smørrebrød man overhovedet kan få!

Det er nok ikke alle der er klar over det, men røgede og syltede vagtelæg er en totalt klassisk ret. Da vi i 2008(ish..) var på noma første gang, fik vi røgede og syltede vagtelæg serveret i et stort porcelænsæg. Har man været på Noma, vil kan helt sikkert vide, hvad jeg skriver om. Sidst vi var på Noma, serverede de stadig æggene som en del af de små hor d’oeuvres og tak for det.

Pssst! Er alle med på, at vi har været på Noma nogle gange??? Godt, så kan vi gå videre!

Æggene er helt vildt sjove at spise. Konsistensen minder meget om en sfære (a la el Bulli). Det er fordi, at det det kun er hviden i de små vagtelæg, der er tilberedt, mens blommen stadig er helt flydende. Men fordi et vagtelægs anatomi er således at blommen er relativt stor ift. hviden, får man den sjove effekt. At der så er tilsat røg, er kun et plus for smagen. Lidt røg er altid godt.

Top