HomeSnacks og hapsere (Page 2)

Snacks og hapsere

Hvis du er vild med mozerella, vil du være ret pjattet med de her! Okay, jeg vil godt indrømme, at det nok ikke er befordrende for den fysiske figur at spise alt for mange af de her sprøde, friterede mozerellakugler. Men hvis man nu nipper lidt forsigtigt til dem og husker at dele med andre, så skulle jeg mene, at det godt kan gå an.
De gør sig ret godt som hapser til et glas koldt-et-eller-andet i haven og er vældig fremmende for appetitten.
Du kan vist godt bruge almindelige kugle-størrelser, som du skærer ud i kvarte, men hvis du køber de billige fra supermarkedet til 5,95 er de typisk lidt for våde til, at jeg vil anbefale det. Køb en god fast mozerella eller brug – som her – de små kugler, som eks. allestedsnærværende Galbani producerer.

Crostini er noget af det nemmeste at smide på bordet inden det rigtige mad. F.eks. smart til sultne gæster, der tøffer hvileløst omkring med et glas i hånden, mens du selv knokler i køkkenet
De her er lavet super simpelt med det italienske charcuteri lardo, som du kan købe i gode italienske specialforretninger.
Lardo er saltet, modnet svinespæk (jep, rent fedt!) som er krydret med rosmarin og andre krydderurter. Lige som med bacon trækker saltet væsken ud af fedtet og slutproduktet lardo er er super delikat produkt, som er silkeblødt i konsistensen, smager fantastisk og de fine tynde skiver bogstaveligt talt smelter i munden.
Af samme grund skal det ikke smides på alt for varmt brød, for så forsvinder det for øjnene af dig.
Lige nu blomstrer vores timianplanter, så derfor er der drysset små bloster på – almindelige grønne blade vil også gøre sig fint.

De her fritter fik vi første gang for mange år tilbage, og forleden kom jeg igen i tanke om, hvor godt friteret polenta smager!
Norditalierne er ret glade for deres kogte majsgrød, som vi ikke helt har samme tradition for, men de her fritter kan overbevise selv den største polenta-modstander!
De er knasende sprøde, rygende varme og rosmarinen tilfører en masser lækkerhed.
Spis dem til et glas hvidvin eller en campari soda på terrassen som en lille sprød antipasti.

Med bare få gode råvarer kan man komme rigtig, rigtig langt. De her små hapsere ser ikke ud af meget, men de er lavet med den allerbedste parmesan og helt frisk salvie, og så forsvinder sådan et fad med lune stykker brød ristet i god olivenolie altså forbløffende hurtigt. 
Creme al balsamico er en cremet type balsamico, der er sød og cremet og frugtig i smagen. Den bruges ofte til desserter, men gør sig også rigtig godt til parmesanen.

Det her er en ret, direkte importeret fra Barcelona. De fleste kender til fornemmelsen af at genoplive ferieminder med et skud gastronomi. Det er sådan vi har det med friterede smelt. Det er en af de tapa, vi altid bestiller i Barcelona, når det er muligt. Men vi laver den også ofte herhjemme, da den samtidigt er en fantastisk god spise. Om opskriften på små friterede fisk originalt er med smelt, ved jeg ikke, men det er nok, det tætteste vi kommer under nordlige himmelstrøg.

Det charmerende ved friterede smelt er, at de spises hele med hoved, hale og indvolde. Det er nose to finne eating, når det er bedst. Hvis man ikke er i tapashumør, kan smeltene også serveres som forret – især første gang svigermor kommer til middag. Spiser hun den, har du vindet guld i 100 meter god-svigermor. Nægter hun, taler du ALDRIG til hende igen.

Opskriften er efter devisen: slump dig frem. I al sin enkelthed, er det bare nogle småfisk, der er vendt i mel og friteret. På den måde det en klassisk tapa, enkelt og simpel – perfekt tilbehør til litervis af cava og/eller øl.

Ansjoser er på ethvert tapaskort og er samtidigt én af de nemmeste tapas, du overhovedet kan servere. Hvis du altså bruger ansjoser fra dåse. Du er naturligvis også velkommen til at starte fra bunden med helt friske fisk.
I Spanien har man frygtelig gode ansjoser på dåse, og de kan spises som de er, men de bliver ekstra fine af lige at blive frisket op med lidt frisk olivenolie og lidt krydderurter.

For efterhånden mange måltider siden, var vi på Geranium (lige efter de fik to dækblomster). Der fik vi serveret mange, meget elegante små anretninger, der var så fine og lette, at de nærmest forsvandt inden man fik dem i munden. Det var noget med en imiteret knivmusling med meget tynde skaller, et rustent søm på størrelse med en hårnål og meget tynde spiselige grene. Den sidsnævnte spurgte vi tjeneren til, og hun fortalte, at de blev lavet i en silikoneform og at størstedelen af dem aldrig blev til noget, da de knækkede.
Nedenfor er en mere hverdagsorienteret version af denne snack. Den er ikke så pæn, ikke så raffineret og helt sikkert ikke så svær at lave. Om det er et kvalitetstegn eller det modsatte, må der være andre der må vurderer. Jeg syntes bare, det er en ganske retfærdig måde at bruge noget, der ellers ville være smidt ud og give det lidt værdighed.

Rensdyrlav er for tiden, hvad sagogryn var for 10 år siden i det nynordiske køkken: Überhot!
Lav er ikke noget, de fleste forbinder med noget spiseligt, men det har ikke forhindret noma, Nordisk Spisehus og restaurant Tree Top i at sætte det på menuen. Den helt særlige struktur på rensdyrlav gør, at den nærmes forsvinder i munden, når man spiser den. Det er en relativ speciel råvare, da den ikke smager af ret meget, men det er den helt særlige konsistens, der gør den interessant.
Rensdyrlav i Danmark findes på hederne i nord og vestjylland, samt tæt omkring Karup lufthavn. Det er i øvrigt ikke anbefalelsesværdigt at plukke ret store mængder rensdyrlav, da den er meget nøjsom og langsomt voksende.

Top