Vi boede engang i nærheden af Amagerbrogade. Det er nogle år tilbage, fra før trendy steder som Mayers Bageri og Cofoco Le Marché gjorde deres indtog på Amagers centralnerve. Det var dengang en restaurant i højere grad blev brugt til hvidvaskning af penge og ikke
Høje tærter blev populære i England, i midten af det nittende århundrede. Teknikken blev – som så meget andet gastronomisk – importeret fra Frankrig. Egentligt var det selve formene, der var den store revolution og ikke selve tærten. Siden middelalderen har man lavet højre tærter, men dejen var af en sådan beskaffenhed, at den ikke kunne spises. Dens eneste funktion var at agere hylster, hvilket betød at man skar låget af og gravede tærtefyldet ud. Men så kom nogle kloge franskmænd på en ide: metalforme som kunne skilles ad. På den måde blev det muligt at lave høje tærter, hvor også dejen kunne spises.
Der er tale om en højborgerlig middelalder ret som efter tidens trend, indholder ikke ubetydelige mængder tørret frugt. Men tørret frugt er lidt af en jungle, at bevæge sig ud i. Først og fremmest er der spørgsmålet om div. sprøjtemidler, hvilket er værd at undgå. Dernæst er der det æstetiske udtryk, hvor hver vil ikke gerne have store, nærmest neongule abrikoser og sultanarosiner? Tjo… prisen er så bare, at de er svovlede. Hvis du vil undgå både sprøjtemidler og svovldioxid i din tørrede frugt, så køb økologisk. Jeg har i opskriften bruge små tørrede figner og sultanarosiner fra Urtekram.
Modsat i Europa så forgår meget af den nordamerikanske innovation på fødevareområdet på industrigiganters udviklingslaboratorier, hvor navn og jingler, vægter ligeså højt som smag. Af samme årsag består næsten alle opskrifter fra USA af 92% halvfabrika og er genskabelser af en eller anden frostdims, der kan smides i kemo-ovnen i 3 minutter.
I netop denne ånd har Anchor Food Products opfundet jalapeno poppers. Jalapeno poppers lader til at være ligeså udbredt som frikadeller i lille Danmark. Og det er der en årsag til: Det smager rent faktisk helt hæderlig (begejstringen vil ingen ende tage…).
Jalapenoer er en mexicansk chili der er udødeliggjort af fastfoodkæder og Tex-Mex køkkenet. Det fleste kender den grønne og udmodne variant, men en jalapeno er rød, når den er moden. Selvom mange smarte reklamer påstår, at jalapenoer er stærke chilier, så er den rent faktisk en relativ mild chili på opkring 10.000 scoville når den er stærkest. Til sammenligning kan en Naga Jolokia på ca. 1.000.000 scoville. En enkelt Naga Jolokia er i øvrigt helt perfekt til en lamb vindaloo – try it!
Normal plejer jeg at skaffe min Naga Jolokia af en kammerat, men han har haft det lidt svært med høsten i år… siger han. Jeg mistænker ham for at beholde alle sine chilier for sig selv. Heldigvis dyrker vi herhjemme vores egne chilier i potter på altanen. Ingen Naga Jolokia, men masser af jalapenoer, citronchilier, chocolat scotch bonnet og nogle chilier af ukendt oprindelse. Den suverænt mest produktive chili var dog vores jalapeno.
Forleden modtog vi en nydeligt pakket picnickurv med blandt andet 200 gram parmaskinke, en flaske prosecco og en virkelig venlig hilsen fra et Aarhusiansk PR firma, der øjensynligt var kommet på arbejde for det italienske skinke-konsortium Consorzio del Prosciutto di Parma og samtidig ville gøre vores sommer rarere.
Vi kan heldigvis let bestikkes, når det handler om parmaskinke, og har derfor udarbejdet et nyttigt diagram, så vi let kan få et overblik over, hvor langt et indlæg vi skal producere, når vi modtager tørrede griselår med expres-buddet:
Vi smuttede derfor i køkkenet og udbenede et par vagler, blandede en salat og piskede en kold parmesansuppe sammen, pakkede derefter picnic-kurven med tre parmaskinke retter og smuttede 50 meter ned af stien til Amagers stenbro.
Parmaskinke smager virkelig godt. Derom ingen tvivl, eller som en god veninde så fint udtrykte det:
“Parmaskinken er den bedste udskæring på grisen!”
Vi nikker i kor og anerkender italienernes fintdyrkede skinke-kultur.
Vi er dog ikke nødvendigivs helt overbevist om parmagrisenes opdrætsvilkår, men når Italienerne finder på at sende en øko-parmagris på markedet for at tilgodese deres 10. mest parmaskinkende eksportmarked, står vi klar i køen!
Perfekt lille hapser til grillfesten mens man venter på, at lammestegen, spareribsene eller cotes de beaufen bliver klar. Det her er så simpelt, at det gør helt ondt – av.
Spanien har sin tortilla. Frankrig sine bundløse quiches, og vi selv har æggekagen. Italienerne derimod har deres frittata: den pandebagte æggekage!
Du kan spise frittata både kold og varm – her i huset er vi meget divergerende om det spørgsmål. Du kan stort set komme det i du lyster – denne blanding af tørret salami, sprøde hvide asparges og friske østershatte er bare virkeligt godt!
Og nå ja, lige et tip om salami – bare så vi er på det rene: Når vi skriver salami mener vi som udgangspunkt aldrig (ALDRIG) denne slags. Derimod mener vi noget der ligner sådan en fin, tørret økofætter som ham her.
