HomePasta (Page 2)

Pasta

Pasta med vodka? Jo den er skam god nok, og det er faktisk nogle autentisk, skøre italiener, der har fundet på den lidt aparte blanding. Du kan læse hele triviaen her, hvis du keder dig. Opskriften her er hentet og tilpasset fra Sølvskeen (1. udgave 1 oplag – den hvor oversætteren ved en fejl kom til at oversætte “vildsvin” til “vild bjørn” med deraf mange mystiske forviklinger om, hvordan du stort set bare tilbereder bjørn som var det et slagtesvin….)
Inden du dog bliver for begejstret over det med “alla vodka”, kan jeg lige berolige med, at retten på ingen måde kommer til at smage af vodka. Alkoholen når at brænde af og får i stedet det fine formål at gøre tomat-fløde saucen mere raffineret og mindre “børnet.”

Det er en afsindig dejlig og velsmagende  pastaret, som vi – hvis vi var typerne der lavede det samme mad mere end én gang – helt sikkert ville sætte på madplanen igen.

Mentaiko spaghetti er noget så fantastisk som japansk-italiensk fusionsmad. Ikke noget man lige ser på ethvert gadehjørne, men efter sigende voldsomt populært på japanske spisesteder.
Mentaiko er det japanske navn for en særlig slags marineret torskerogn. Det er ikke lykkedes, at finde det på hylderne i de asiatiske supermarkeder i København, men det skal jo ikke forhindre nogen i at lave den – øjensynligt – legendariske ret Mentaiko spaghetti.
Efter at have klikket igennem de første 50 retter fra Pinterest uden af den grund at blive klogere på mentaiko-mysteriet gav vi til sidst op, og lavede vores helt egen “Mentaiko” af en frisk torskerogns-buks, lidt chili og noget citron. (Er der ingen der laver ting fra bunden længere?!)
Om resultatet er som i Tokyo, vender vi tilbage med lidt senere på året.

(Skulle der være en madkyndig japaner der nu læser med, så lad os det endelig vide, hvis du lægger inde med opskriften på den ægte hjemmelavede mentaiko.)

Og bare lige for at være helt på det rene:

  • Det er med vilje at vi bruger spaghetti og ikke nudler
  • Det er med vilje, at torskerognen ikke skal koges først
  • Det er med vilje, at vi drysser tang på toppen

Hvordan smager det så? Det smager forrygende, og hvis du er løbet tør for gode ideer til, hvad du skal stille op med alt det torskerogn du har slæbt med hjem, er denne ret et forrygende og forfriskende sted at sætte ind. Helt seriøst – prøv det!

Nu får du den: Verdens bedste pastaret – som tilmed måske er verdens nemmeste.
Du kan selvfølgelig godt gøre det besværligt ved at lave din pasta selv, men noget af det der gør retten så fantastisk er, at den virkelig liver en tirsdag aften op, selv om du kommer alt for sent hjem og ikke gider lave mad. Og så skal det ikke tage meget mere end fem minutter.

Men man kan jo ikke leve af pasta og smør? Og hvor er grøntsagerne?
Mmhhh…tæller lidt persille og lidt citronskal ikke som grøntsager? Og trøffel er vel bare en slags champignon?

Ok – hvis du insisterer på at nå dine 600 gram om dagen, må du spise råkost til frokost. Basta!

Gnochi er en skør mellemting mellem pasta og melboller. Og de er simpelthen ubegribelig velsmagende.
Gnocchi kan laves kun af mel, eller med kartoffel og mel. Og så kan man spise dem kogt, eller man kan lynstege de kogte “dumplings”.

Der er ingen tvivl om, at vi anbefaler, at du laver dem med kartoffel, og at du giver dem en hurtig tur på panden efter de er blevet kogt. På den måde “samler” de sig bedre, og du slipper for den noget slimede fornemmelse de ellers har.

Indrømmet, pastamaskinen er ikke det mest brugte køkkenredskab i vores køkken. Den står sådan set og samler støv sammen med sifonflasken. Jeg ved ikke om der er andre der kender til det problem? Men et lille stykke køkkenredskab til 2,5 euro fik os til at hive i håndsvinget igen.

På vores nylige storbyferie i Rom, valgte vi at gå lige forbi Colosseum (og den kilometer lange kø), for at bevæge os ud noget der mest af alt lignede et semiforladt industriområde langs en jernbane. Hvis man er til hjemløse og lokale loppemarkeder, er det lige stedet. Her lå også det 3 etagers madmekka Eataly – man er jo ikke madnørd for ingenting. Et lille tip fra Gastro.

Eataly er et madsupermarked i 3 plan, med en køkkentøjsafdeling, boghandel, flere restauranter, mejeri, slagter, fiskeafdeling, bryggeri og alle de italienske råvarer man kun kan drømme om.

I Gastro stod der dog, at den eneste vare der ikke var fra Italien i Eataly, var en serranoskinke. Vi fandt lidt flere udenlandske varer, men skidt pyt, hvis forfatteren ikke har været der, hvor skulle han så vide det fra.

Top